Det går ikke altid, som præsten prædiker.

Efter hjemkomsten fra de sydlige himmelstrøg i april begyndte det ret hurtigt at krible i kroppen for at komme ud at køre igen. Vi talte om, at turen skulle gå nordpå. Men allerførst skulle vi lige klare nogle besøg hos venner i Farum og Omegn. Jeg skulle til moppeknald med nogle "gamle" kollegaer. Sjovt nok i Ritt Bjerregårds gamle lejlighed på Vesterbrogade. Det var ellers lidt af en lejlighed, hun der havde haft. Lørdag 23.apr. stod den på middag hos Helle og Per. Helge havde om morgenen været dårlig med trykken for brystet, men lægevagten affærdigede det med, at det var for meget mavesyre. Der blev ordineret nogle pille, som selvfølgelig ikke hjalp en pind. Om aftenen gik det helt galt, så vi susede på Skadestuen på Fr.sund syge hus. Nu begyndte en lidt lang sygehistorie, idet det viste sig at være en blodprop i hjertet og Helge blev indlagt. Efter undersøgelse på Gentofte blev det besluttet, at der skulle foretages bypassoperation og en ny hjerteklap. Nu gik de første tre uger med at vente, inden operationen kunne finde sted. Men 19. maj skulle det store slag slå. Og efter 7-8 timer på operationsbordet blev Helge kørt på intensiv med ny hjerteklap og tre bypasses. Jeg kikkede ud til ham om aftenen. Det lignede nærmest en maskinstation med alle de slanger, pcskærme m.m. Men personalet var helt enestående. Jeg må sige, Gentofte fortjener mindst 6 ikke kokkehuer men hospitalssenge. Der var check på det hele - og 3. dagen sad Helge eller måske rettere hang Helge på en kondicykel, hvor han forsøgte at komme på omgangshøjde igen. 7. dagen kunne Helge komme hjem til Farum.

Det var jo en noget afkræftet og tynd Helge, jeg fik hjem, men han er jo sej, så han trænede og trænede på kondicyklen hver dag. I de første 6 uger måtte han hverken køre bil el. køre alm. cykel. Vi var til kontrol hver 10. dag. Helge havde fået en griseklap - vidste du mon, at der går 8 grise til en hjerteklap og de bliver fremstillet i Brasilien. Med en griseklap skal man have blodfortyndende medicin i 3 mdr. efter operationen Vi nød sommeren i haven og havde besøg af Helges børn og hans søster og svoger. Det var en rigtig dejlig sommer, og vi havde gang i grillen en masse gange. Vi kunne jo godt se, at vores tur nordpå måtte vente indtil videre. 16. aug. var vi til sidste kontrol - troede vi - men som sagt, det går ikke altid som præsten prædiker. Nu var de kloge i tvivl om Helge skulle have en pacemaker -da hans hjertekapacitet kun var 35%, hvor den skal være omkring 60%, så nu skulle vi møde igen 13. og 15. sept., hvor man så skal beslutte, hvad der videre skal ske. Men Helge har det jo superfint, og der er ikke spor mere med at få trykken for brystet m.m. Men nu må vi jo styre os indtil da. Om der så bliver en tur sydpå i år, få vi se til den tid. Vi kunne godt tænke os en tur til Albanien, inden det bliver alt for turistet.