Pellepones har fået besøg af os

Nu nærmer vi os det sydlige af Pellepones. En herlig tur langs havet og logi på dejlige campingpladser. I Grækenland er det forbudt at campe uden for autoriserede steder, så vi har artigt søgt ly på div. pladser. Alle pladser har budt på herlige strande, den ene lidt bedre end den anden. Vi har mødt nogle herlige Englændere, som fortalte om den herlige plads, vi befinder os på i øjeblikket. Vi skuer ud over havet og har 50 m. til en dejlig sandstrand.  I dag har været noget særligt Cathrine mit barnebarn sluttede sin uddannelse som sygeplejerske med et flot 12 tal og Helges oldebarn fyldte 3 år.
Jeg har da vist glemt at fortælle jer om en nat, hvor jeg vågnede ved at høre, at der var kommet et dyr ind i vognen. Jeg vækkede Helge, og som den riddersmand han er, sprang han hurtigt ud af sengen for at se, hvad der var på færde. Nu for dyret - som viste sig at være en kat - rundt på instrument brædtet og forsæderne men Helge den modige karl fik katten ud. Den havde fundet vej ind under myggenettet i døren. . Nu kunne vi trygt sove videre til den lyse morgen.
De kulinariske nydelser her i Grækenland står ikke i kø, så vi har begge tabt nogle kilo - men det gør bestemt ikke noget. Supermarkeder er der rigtigt langt imellem. Det vildeste de kan frembyde er Lidl  men det kender I jo. Men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde så vi får fremtryllet nogle små listige retter ved hjælp af tomater, sardiner og lidt gammelt brød og en dåseøl kan jo også gøre underværker. Vores nye Coob gril er et sandt vidunder til grillretter, bagte kartofler el. lign. og så sparer den på gassen, men nu skal vi jo finde et supermarked med noget til at grille.
Det der med billederne må stadig vente. Enten er det os, der er dumme, eller bloggens nye måde at lave billeder på, eller måske er det vores PC, der driller.

Nu har vi ramt Grækenland

Det blev nu ikke så hurtigt,det der med Brindisi - Vi startede lystigt ud næste morgen - men bilen lød lidt mærkeligt, så vi ville finde et autoriseret Ford værksted, der var jo garanti på bilen. Vi blev på en tankstation henvist til byen Nicastro, hvor der lå et Ford værksted. Efter lidt omkringkørsel i en travl by fandt vi værkstedet. Vi fik en mekaniker til at lytte til bilen. Og ved hjælp af en oversættemaskine på værkstedet kunne han skriftligt og på engelsk meddele os, at der var kun et at gøre - en ny kobling. Vi kunne allerede se skriften på væggen, at nu drejede det sig om dage. Så hvad nu. En venlig direktør, der mestrede det engelske dukkede op og forklarede os, at de kunne bestille koblingen i dag fredag og gik alt vel, ville den komme mandag i værste fald tirsdag og så kunne vi få bilen tirsdag aften. Nu var der jo garanti på bilen, og Ford stillede en bil til rådighed for os og vor venlige direktør Salvator tilbød, at vi kunne bo frit og kvit i hans ferielejlighed på Falerna Lido. Vi modtog med glæde tilbuddet og han fulgte os hele vejen (30 km.) ud til lejligheden. Her legede vi feriegæster ved den herligste strand, hvor vi solede og dasede dagene lange på nogle dejlige solsenge og i skyggen af en dejlig parasol. Tirsdag eftermiddag lød det glade budskab, at bilen var klar. Vi fandt tilbage til værkstedet. Blødte 930 euro, som vi heldigvis får refunderet, når vi kommer hjem. Vi fandt tilbage til kysten på en campingplads, hvor vi fik rengjort bil og især køleskabet. Nu skulle det så være - af sted mod Grækenland. Vi valgte en færge fra Brindisi til Grækenland. Vi ankom til Brindisi onsdag kl. 16 og kom med færgen kl. 18.30. Sejlturen tog 7½ time, så vi var i Grækenland midt om natten. Vores Bibel "BordAtlasset" viste os en campingplads, hvor man kunne bo kvit to frit mod at spise på restauranten. Det var meget tidlig morgen, så vi kørte frækt ind på pladsen og valgte en plads at parkere på.
Kl. 9 fik vi øjne og gik op å restauranten og fik morgenmad. Vi undskyldte over for værten. Han havde godt nok kikket lidt, da han kom ud om morgenen, men det var helt ok.,sagde han. Vi nød hans dejlig plads et par dage og kørte så til Lefkas, hvor vi lige i øjeblikket boltrer os blandt tyskere og deres mange forskellige gummibåde og hunde. Vi støder stadig væk ikke på nogen danskere - kun tyskere og tyskere og nogle italienere.
Pladsen er dejlig, vi holder næsten med forhjulene i vandet, men pladsen er trang, så vi drager videre i morgen. Hvorhen vides ikke - men dejligt er det og livet er stadig herligt.Måske finder vi ud af at lægge nogle billeder på i aften, men forekommer os, at  der er ændret på metoden, men det må vi jo se at finde ud af.

Så har vi været et smut på Sicilien

Der er rigtig langt mellem netværkerne her i det sydlige. Vi er nået langt omkring siden vi sidst gav lyd fra os. Det blev ikke til noget stop hos Kristian i Monaco. Der var racerløb i Monacos gader, så vi kørte forsigtigt udenom og satte kurs mod Italien. Da vi, ja, vi var ikke klar over, om vi var i Frankrig el. Italien, stoppede ved et Auberge for en tår kaffe, viste det sig, at det var en dansk pige fra Mors, der havde slået sig ned her i det franske med sin engelske mand. Da hun hørte os tale, fik vi en rigtig snak,og hun tilbød venligt, at vi da kunne holde på Ppladsen ved hotellet natten over. Det modtog vi med glæde. En herlig rolig nat. Nu af sted mod Italien. Det kan nok være Helge fik sin ilddå i trafikken. Italienerne kører virkelig godt men osse hårdt, og så var det tilmed weekend, så alle var søgt mod havet. Vejene var pakket med biler og motorcykler. Italienere er da helt tossede med motorcykler og de kører osse som sådan, ustandselig blev vi overhalet af motorcykler, ja, de nærmest fløj forbi os uden kontakt med vejbanen. Vi så da osse et par motorcykler ligge på vejen, og førerne var forlængst transporteret til hospitalet. Vi fik hurtigt nok af trafikkaoset langs Middelhavet, så vi besluttede at krydse over til Østkysten i håb om, at der var mere roligt. Når vi skulle overnatte, gjorde i vi flittigt brug af bogen med Stellpladser. Vi nåede østkysten med gratis overnatning på mange dejlige pladser. Vi fandt en herlig plads, og det viste sig, at der var restaurant lige neden for pladsen,og skønneste udsigt over Adriaterhavet og så var vi helt alene. Men næste morgen dukkede der en nobel herre op, som forundret spurgte, hvem vi var, for han kendte os da ikke, og det var nemlig han private plads, vi holdt på. Vores GPS havde vist os et forkert sted hen. Vi undskyldte mange gange. Da vi fortalte, at vi var danskere, blev han ligefrem helt venlig. Det er dejligt som dansker, at man for det meste bliver vel modtaget.  Vi fortsatte vor færd sydpå og endte på verdens bedste campingplads m. det hele og kun 20 m. til en herligste sandstrand. Det vrimlede med tyskere osse vore naboer men mægtig flinke og åbenhjertige, vi fik mangen god snak med dem. Vi blev her i 4 dage og nød strandlivet. 
Nu måtte vi jo se at komme videre. Italien lå jo og ventede på os. Vi fik lyst til en tur til Mafialand,Sicilien, vi måtte da se, hvad det er for noget, så vi smuttede til Reggio, hvor færgen på 50 min. bragte os til Messina. Hold da k..... en trafik, der var. Biler og veje i flere etager, og de kører som om, det der med blinklys eller fuldt stop bestemt ikke er noget, man benytter sig af. Vi erfarede osse, at vil man frem i Italien, gælder det om at køre på Autostradaen. Vi forsøgte os i første omgang med de små kønne veje langs kysten og gennem de små byer - men det gik bestemt ikke, vi fylder for meget i de små gader, og er der noget, der kan få Italienerne op på hornet, er det, hvis man ikke kommer væk i en fart, og så vejbelægningen på de mindre veje er vist på niveau med Albanien ( det tager vi overog tjekker, inden vi tager hjemad). Vi benyttede lejligheden til at bestige Etnas 3300 m. i en firhjulstrækker. Det er fantastisk at se, hvordan lavamasserne er væltet ned fra vulkanen - der sidst havde et større udslip i 1978, men den er aktivt hvert år i febr. - apr. måneder.
Vi gør flittigt brug af GPS, men i går fik den virkelig bragt os på afveje. Vi havde i vor bibel "Stellplatzer", fundet en dejlig plads ved en Lido. Efter færgetur fra Messina tilbage til fastlandet gik det nordpå til vort natlogi. Vi kørte og kørte vejene blev mindre og mindre, vi kom højere og højere op. Helge og jeg diskuterede, at det var da vist forkert, vi havde da aldrig hørt om en Lido, der lå i flere hundrede meters højde - og selvfølgelig gjorde den ikke det. Vi endte på toppen af et bjerg i en lille by, hvor gaderne var så små, og hvor folk kom ud fra deres huse, for de havde bestemt aldrig set en camper i deres by. Der var kun et gøre og det var fremad, og det var vi jo vant til fra vor USA tur - men der var heller ingen steder, vi kunne vende. Efter at have lusket os frem gennem de små gyder. sprang jeg af og løb i forvejen for at undersøge, om der ville åbenbare sig en mulighed for at vende. Det gjorde der byen endte i et lille torv men først vi da revet en skinde af bagsiden af vognen da håndbremsen ikke kunne holde, da vi skulle stoppe for en modkørende bil. Camperen trillede baglæns og hang fast i en lille altan i første sals højde. Jeg hidkaldte to mænd og ved fakter og gebærden fik jeg gjort dem klar, at vi måtte skubbe camperen løs(det lød forfærdeligt) fra altanen og op ad bakken til det lille torv. Det kan nok være mændene gjorde store øjne, da jeg gamle kone tog têten i skubberriet. Det lød meget drabeligt, da vi endelig fik camperen løs og pøj hvor der stank af brændt gummi.
Nu skulle nedturen begynde, ville koblingen holde. Vi blev enige om, at jeg hellere måtte gå foran og dirigere chaufføren, så vi ikke endte i endnu en altan. Det vakte vist almindelig moro, da jeg gamle kone spankulerede foran kareten og dirigerede "lidt til højre, nej til venstre" og stoppede modgående biler, så de måtte bakke ud af byen for at den forrykte campist kunne forlade byen igen. Vi er helt sikre på, at nogle af de gamle kvinder, der kom frem i deres sorte gevandter, aldrig havde været neden for bjerget i den virkelige verden. Byens tidsregning går fremover fra den sommer, hvor en camper var i byen og den hang fast i en altan. Nå heldigvis var der kun tale om materiel skade, tænk hvis vi havde mast en gammel kone mellem bilen og altanen.Nå, som I kan se, er vi altså komme ned, og nu søgte vi ud mod havet (endnu en gang) Her stoppede vi på en plads, hvor vi overvejede at slå os ned for natten osse så bilens forskellige dele kunne køle af. Vi spurgte en mand,der hold på pladsen om der mon var en mekaniker i byen, så vi næste morgen kunne tjekke koblingen. Han var yder behjælpelig og da han hørte, vi var danske, steg hjæpsomheden og han fremdrog en pose "slik", som han stolt fortalte, at han virksomhed solgte dette til Danmark. Vi har posen i nogle butikker i Danmark. Han viste os hen til en campingplads, hvor vi har restitueret os idage. I morgen drager vi mod Brindisi for at smutte over på den anden side af Adriaterhavet.