Vi ruller mod Slovenien og viskerne gik sig en tur

Efter overnatning på en rasteplads i Tyskland var det jo bare om at komme videre. Bilen var en ældre årgang, men alligevel spandt den som en kat ud ad de store motorveje og så - lige pludselig virkede viskerne ikke, da vi fik en omgang regn. Vi sneglede os af sted og kunne klare det, men da vi kørte ind i en tunnel i Østrig, hvor man på det nærmeste havde gang i en føntørrer, duggede hele vognen til i løbet af et sekund, og det var som at køre blindkørsel. Helge fik tændt katastrofelamperne, inden vi fik de efterfølgende biler op i bagenden. Vi fortsatte endnu langsommere end sneglefart, hvor vi for nedrullede vinduer forsøgte at viske forruden klar. Vi slap helskindede gennem tunlen, og nu gjaldt det om at finde en overnatningsmulighed hurtigst muligt. Glade var vi, da vi efter få km. så noget, der i hvert fald lignede en tankstation. Vi kørte ind og fandt en plads blandt alle de mange vogne, der havde søgt ly for regnen. Vi fik en god nats søvn og kunne om morgen konstatere, at vi havde sovet på en kæmpe rasteplads med toilet, bad og hvad der ellers hører til, og der var i hvert fald over hundrede pladser til overnattende "gæster". Friske og udhvilede og med håbet om, at det nok ikke ville regne lige med det samme, fortsatte vi sydpå.

Så ruller vi atter på vejene - denne gang sydpå

Lørdag 6. sept. 2008

Nu havde vi fået styr på bilen, fået pakket og gjort køretøjet rejseklart. Bilen var af sælger udstyret med div. service, så det var bare nogle småting såsom et par gryder, et par rødvinsglas (ikke at forglemme) ,vi skulle have fundet frem. Og så helt banale ting som kaffe, brød o.lign. Lørdag 6. sept. rullede bilen ud af Odense med kurs mod Slovenien som første mål. Det var en dejlig fornemmelse atter at trille ud ad vejen mod ukendte mål og spændende oplevelser. Vejret var med os, og vi opdagede osse, at vi ikke var de eneste campister på vejen. Vi gjorde stop et stykke nede i Tyskland for at spise lidt frokost.

P.S. Alt fra denne tur er først skrevet efter hjemkomsten, da netforbindelserne i landene vi besøgte er nærmest ikke eksisterende. - men nu var vi jo osse forvænt fra turen i USA.

Den store rengøringsdag

Vi er ikke kommet af sted endnu - men vi har fået gjort hovedrent i hele bilen. Hynderne har fået en gang sapur og støvsugning. Alt servicet er blevet vasket af. skruerne er efterspændt og i morgen regner vi med at være færdige. Ikke fordi vognen ikke var ren og pæn, men fordi man gerne selv vil give det hele en omgang med vand og sæbe. Det var en dejlig veludstyret vogn, Helge fik købt, så vi tror ikke, der er noget, vi mangler. Det har jo været strålende vejr, så vi har rigtigt kunnet klare det hele ude i haven. Nu gælder det om at blive køreklar, så vi kan komme sydpå.
Vi har lige hørt fra USA, at vor "gamle camper" blev solgt for 700$, så det kommer da nogle veteraner til gode. Nu håber vi blot, at vi bliver lige så glade for den "nye" camper. Men det er vi nu sikre på, at vi bliver.

Her har vi den glade bilejer.

Rejsebacillen har grebet os

Nu har vi været hjemme i knap en måned - det synes som evigheder, siden vi forlod USA. Den vemodige afsked med vor dejlige bil sidder stadig i blodet, og minderne om vidunderlige oplevelser står lysende klare for os. Ja, så klare, at Helge nu harkøbt en camper, som skal bringe os ud på oplevelser i Europa. Bilen er ved at blive klargjort og omregistreret. Det eneste, vi savnede en lille smule på vor tur i USA, var lidt badeferie, så det vil vi nu indhente i Sydeuropa. Men vi lader jer vide, når vi drager sydpå.

Så blev det slut på en dejlig tur

Hvilken dag. I morges kl. 6.45 dukkede manden op, som skulle hente vores gode gamle bil. Den havde klaret det så flot, og var så fyldt med minder og nu skulle den ud på sin i denne omgang sidste tur. Vi havde fået et tilbud fra et skrotfirma. De ville købe den for at presse den sammen til en skotøjsæske, og så ville den sammen med andre "biler i skotøjsæske størrelse" ende sine dage i Europa eller Kina. Vi havde nydt turen så meget, så hvis andre kunne få bare halvt så megen glæden af bilen som os, skulle den i hvert fald ikke presses sammen til en skotøjsæske. Organisationen Disabled Veterans kom med en vogn, der løftede vores bil op og så kørte den ud i det uvisse. I løbet af to måneder vil vi høre, hvad der skete med den.
Men vi nåede dog en lille tre dages tur til det nordlige Minnesota. Søndag drog vi nordpå og Minnesota hedder ligesom Finland de ikke 1000 men de 10,000 søers land. Søndag nat sov vi på en dejlig campground, der i virkeligheden var til ære for et kæmpe Casino - der var fri shuttlebus til Casinoet - alle gæster var ude for at spille - og nogle få sad blot inde i deres Camper og så TV. Vi skulle hverken på Casino eller se TV, så vi nød det dejlige vejr og spiste i det fri. Mandag morgen ville bilen bare ikke starte - men man bor vel standsmæssigt, vi skulle bare hidkalde sikkerhedsvagten ved hjælp af lille flag. Der gik nogle få min. så dukkede hun - bemærk, det var en hun op og hjalp os i gang. Vi rullede videre nordpå gennem dejlig skove med dybblå søer. Det kneb lidt med at finde en campground, så vi tyede til GPS'en. Det kan nok være, den bragte os ud på små vildsomme veje, men allerbedst vi endte på den dejligste plads ved en sø fuld af åkander. Der var måske lige rigeligt nok med myg, men vi har fundet noget rigtig godt myggespray, der klarede situationen for os. Næste morgen videre til byen Hayward, vi var løbet tør for kontanter. Første bank skulle man være medlem for at kunne få penge. Næste bank var en drive in bank, men selvom vi walked in, we got some money. Man er nødt til at have et par håndører, selv om det er plastikkortenes land. Vi fortsatte sydpå, vi skulle jo være tilbage onsdag, så bilen kunne være klar til torsdag morgen. Det var temperatur på over de 35, så vi havde et ønske om at finde en campground ved en sø. Det lykkedes, og vi fik en svømmetur i en herlig sø med rigtig sandbund og dejligt friskt vand. Endnu en dejlig sommeraften som vi vil mindes med fryd. Onsdag morgen satte vi kurs mod St. Paul og nåede frem først på eftermiddagen.

Efter en kort pause gik vi i gang med det mindre sjove - at tømme bilen, så den var klar til torsdag morgen. Det var den mindre sjove del af turen, som jo ikke var til at undgå. Men hvor har det dog været en uforglemmelig og indholdsrig tur -

men vi er optimister, der venter meget mere, så vi glæder os allerede til næste oplevelse.

Finder vi nogle gode billeder, når vi kommer hjem, vil vi dele dem jer.

Tilbage i Minnesota, St. Paul

Mandag 21. juli ankom vi til min brors sommerhus i Wheeler i Wisconsin. Stedet hvor vi for godt to måneder siden havde vort første møde med bilen, der skulle være vores hjem gennem hele turen. Vi havde en dejlig tur til Wisconsin, men alligevel var stemningen lidt trykket. Ingen af os kunne rigtigt lide at sige, at vi faktisk havde fået en form for veneration for den gamle spand af en bil, og hvad nu skulle den bare skrottes, eller kan nogen få glæde af den? Hvor havde vi dog nydt det, og hvor havde den bragt os rundt til store uforglemmelige oplevelser, og til møde med en masse spændende mennesker, og givet os så megen glæde, at man skulle tro, det var løgn. Lige fra indianeren, der stoppede for at spørge, om vi havde brug for hjælp. til trucken der stoppede for at give os strøm, da bilen drillede. En masse dejlige mennesker havde standset os for at fortælle, at de havde en sådan bil derhjemme, og at de ikke ville bytte den væk, den var simpelthen bare sagen, når de kørte på ture. Vi blev et par dage i hytten for lige at lande rigtigt og for at diskutere, hvad vi skulle gøre med bilen. Der var flere muligheder. Manden der havde solgt os den, der var Craig's list - en slags blå avis - og endelig kunne vi give den til en hjælpeorg. Manden ville alligevel ikke have den, så vi besluttede os for org. "Disabled Veterans", de ville så enten gøre den i tip top stand og give den til en veteran eller sælge den, og så bruge pengene til hjælpearbejdet. Helge og jeg føler, at vi på den måde måske betaler en lille smule tilbage til USA for, hvad deres soldater i sin tid har gjort for Europa og dermed osse for Danmark. Nu er det aftalt, at bilen hentes af organisationen på næste torsdag og så er det endelig slut med vore dejlige oplevelser - men men - forinden har vi tænkt lige at snuppe en lille tur nordpå i Minnesota- men vi skal nok lige sende en sidste rapport, inden vi søndag d. 3. aug. sætter os i flyveren til Danmark meget rigere på opevelser og taknemmelige for, at vi har haft chancen for denne fantastiske rejse.
Det er et par "rigere" mennesker, der sætter sig i flyveren d. 3. aug. kl. 19.30 lokal tid.

Yellowstone og videre til Montana, Wyoming og South Dakota

Vi fik sagt farvel til vor dejlige Miriam i Portland. Tre dage efter nåede vi Yellowstone. Vi må giver turistbøgerne ret, det er noget helt specielt med et besøg i Yellowstone, og det er absolut et must. Vi har kørt af snoede bjergveje, der næsten førte os op i himlen, vi stoppede dog ved de sneklædte tinder. Vi har set sprudlende geysere, der sprang hundreder af meter op i luften. Vi har vandret langs kogende svovlsøer og skuet ned i bunden af søer, der var så blå, at man skulle tro, at turistforeningen havde været på spil. Vi har set bjørn, elge, bissonokser og hjortedyr i alle afskygninger. Vi betragtede en Golden Eagle, der netop var landet med sit bytte på en mark lige ved vejen. Vi har osse oplevet mere jordnære ting af de sjove. Inde i parken ville vi i en butik , købe en fl. rødvin til aftensmaden. Vi blev bedt om at vise legitimation. Den lå i bilen, som var parkeret langt borte. Vi grinte og sagde til kassemanden, at det var da smigrende, at han mente, vi måske ikke var over 21 år. Men nej, det var ramme alvor - uden legitimation ingen rødvin. Vi spurgte herren ved siden af, om han ikke kunne købe den for os, da han havde sin legitimation, men nej så skulle chefen først hentes. Han sagde, at kun hvis han så, at manden betalte med sine egne penge og bar vinen ud af butikken kunne det lade sig gøre. Vi fik ordnet sagen og var glade over at have en fl. rødvin til aftensmaden. Ja, sådan er der så meget. Vi sov to nætter i Yellowstone og oplevede hele parken på kryds og tværs. Det er et fantastisk stykke natur. Nu gik turen videre via Montana , hvor vi i Cody var til Rodeo. Indledningen var meget flot og en hyldest til det amerikanske flag. Selve Rodeoen, var ikke noget for os. Skal jeg sige det groft, var det amerikansk kultur, når det er værst.. Herefter et lille smut i Wyoming for atter at krydse ind i South Dakota. I dag har vi kørt gennem indianerreservatet Pine Ridge, stedet hvor massakren ved Wounded Knee fandt sted i slutningen af attenhundredtallet. Indianerne slog de amerikanske styrker, men sejren fik ikke love at vare ret længe Amerikanerne vendte tilbage med fornyet styrke og dræbte 300 fredelige indianere. Massakren ved Wounded Knee er absolut en skamplet på Amerikas historie.Vi besøgte et museum med indiansk kunst og kultur og her så vi billederne fra det frygtelige slag. I skrivende stund sidder vi på en campingplads ved Badlands og i morgen forsætter turen østpå. Vi mødte i Yellowstone en gruppe Amish folk. En flok unge mænd på mellem 20 - 30 år, der har fået lov at tage ud i "verden" for at se livet. Dog må de ikke selv køre deres bil. Ligesom deres religion forbyder al mulig moderne pjank som PC, radio, telf. og biler m.m. Dette møde gav os lyst til at se deres samfund Lanesboro i Minnesota, så det er vort mål lige nu. inden vi sætter kurs mod St. Paul.

P.S. I dag har jeg kun skubbe bilen en gang - så det går fremad endnu. Lige nu kan vi ikke komme ind på TDC Email, så alle må nøjes med denne hilsen fra os.

Så nåede vi Portland, Oregon 2.juli

Vi følger stadig Highway 1, og vi må give navngiverne ret, det er vel nok den smukkeste tur, man kan opleve. En natur så afvekslende, at den sjældent ses mage til. Vi besøgte "the mysterie Trees" en skov af kæmpe redwoods, så store, at man tror, det er løgn. Et af de 1000 år gamle træer giver plads til en lille "bryllupsceremonisal", hvor det er meget populært at blive viet. Andre træer var væltet for hundrede af år siden, men fortsatte med at vokse vandret. Vi fortsatte turen gennem Redwoodskoven, det kan nok være man føler sig lille bitte blandt disse skovens kæmper. Senere passerede vi "the Sealion Cave" endnu et stykke af naturens vidundere langs Highway 1. Søløver ikke blot et par stykke men i hundredvis har lejret sig på en klippe, og de laver en støj uden lige. Herefter tager man en elevator ned til en grotte i klipperne, hvor endnu flere søløver holder til. Søløve hannen udvælger sig et "harem" på en 20-25 stik. og jager dem op på en klippe, så har han travlt med at få "damerne" til at blive på klippen. Det var et utroligt stykke naturhistorie, der udspandt sig for øjnene af os. Langs vejen lykkedes det os hele tiden af finde campgrounds med plads osse til en bil, der kun kan køre fremad. På den første plads i Oregon, lød pludselig råbet "there is a bear" Vi troede, det var nogle børn, der morede sig, så vi reagerede ikke, og der kom heller ikke nogen bjørn, men da vi skulle til ro, kom campingfatter og fortalte, at vi skulle sørge for, at alt mad var forsvarligt låst nede, da der kom bjørne om natten, og iøvrigt havde der lige været en om eftermiddagen. Næste dag kunne vi i avisen læse, at en cyklist var blevet angrebet af en bjørn. Vi fortsatte nordpå til Tillamok, hvor vi drejede østpå mod Portland. Her skulle vi besøge Miriam, som jeg havde mødt på en tur på Donau i 2002. Vi tilbragte nogle dejlige dage hos hende. Hun er 89 år, men ter sig som en teenager. kører bil som var det en dødsdrom, hun cirklede rundt i. Vi var til Grillparty hos hendes søn, vi var til fyrværkeri 4. juli på havnefronten, hvor vi nød det hele fra en niende sal. Fyrværkeriet kan vi nu gøre flottere i Danmark takket være Lars Barfod, den store danske fyrværkerimester. Nu er vi på vej mod Idaho, som vi når i morgen og så sigter vi Yellowstoneparken, men det skal vi nok vende tilbage om senere.

Californien Highway 1 fra syd til nord

Nu er det vist på tide, vi giver lyd fra os igen. Men tiden iler, selv om den stadig bare går, som den altid har gået. Fra Solvang satte vi kurs mod Hearst Castle en fantastisk historie om en drengedrøm, der blev udlevet af bladkongen William Hearst. Han havde i sin barndom på en dannelsesrejse med sin mor set alt det Europa havde at byde på i form af slotte og antikke skulpturer. Han byggede sit eget slot på en bakketop og hentede antikke ting hjem fra Europa. I dag besøges slottet af millioner af turister, der vil opleve dette storslåede byggeri på en bakketop i Californien. Videre nordpå langs Stillehavet, et stop for at iagttage en flok dovne søelefanter på stranden, der var en kæmpe flok. Midt i menneskemyldret stødte vi på en familie fra Allerød, ja, verden er dog blevet lille. Om aftenen kunne vi ikke finde plads nogen steder. Vi havde ganske overset, at det var weekend. Vi stoppede ved en restaurant og spurgte, om vi måtte holde på deres Pplads. Det var ok. Farligt var det ikke, for vi så, at Sheriffen havde til huse lige ved siden af restauranten. Næste morgen satte vi kurs mod Menlo Park, hvor Helges kusine bor. Vi tilbragte nogle hyggelige dage hos hende, hvor vi sov i en rigtig seng, alligevel glædede vi os til at komme tilbage i vort lille motorhome og til at komme videre. Men hvor er amerikanerne dog søde, hjælpsomme og gæstfrie, vi har da vist noget at lære af dem. Turen over "Golden Gate Bridge" var et must. Da vi kørte over, talte vi om, hvor mange film vi havde set, hvor turen gik over denne bro, og nu var det altså bare os to, der kørte over. Vi drog videre og fandt gode campingpladser, dog skulle vi jo altid have en pull thru plads. Et sted havde de ikke nogen, men det er ikke noget problem, "jeg har nogen, der kan hjælpe med at skubbe den ind", lød campingfatters svar. Straksmyldrede der 4-5 drenge frem, der skubbe vognen på plads, så vi næste morgen, blot kunne trille videre.Vi har nu kørt ad highway 1 i 100-vis af miles.Det er USA skønneste vej. Vi har snoet os langs Stillehavet, vi har studeret Redwoods, vi har spist os mætte i dejlige friskplukkede kirsebær, vi har spist oceaner af rejer og hygget os om aftenen på campingpladsen med kølig hvidvin. "That's life" og vi nyder det i fulde drag.

Death Valley 85 m. under havoverfladen

Ja, det går stadig fremad, og bilen vil osse stadig kun køre fremad, men det går fint. Turen er stadig rig på oplevelser osse af de mere ualmindelige. Søndag kørte vi fra St. George en rigtig flot Mormon by. vi besøgte deres tempel og en flink mand viste os rundt og fortalte om mormonerne. Og hvad så man så? Thorvaldsens Kristus figur stod lige pludselig foran os. De havde fået lov til at få lavet en kopi. Vi hørte en inspildning på dansk og fik en bog "Mormonernes bog", der var nu ikke noget at gøre for dem. Men det var en god oplevelse. Vort næste faste punkt var Death Valley. Vi kørte fremad for at overnatte så tæt på Death Valley som muligt. Det blev til overnatning på en Campground i Shoshone med en varm kilde, der hele tiden fyldt poolen med vand. Det var ikke særligt forfriskende, nærmest som at gå i karbad. Næste morgen gik det så til det varmeste sted i USA. Vi sneg os ad sted på nogle biveje. Det var lidt underligt at køre der ud i det store uvisse og vide, at vi ville ende 85 m. under havoverfladen og på det varmeste sted i USA. Det var nu ellers ikke lige varme, det havde skortet på. Først gik turen op og op for så at lade os lige så stille glide ned til de 85m. under havet. Det kan nok være, vi fik varmen at mærke 52 grader,men ud skulle vi da og gå på saltet. Det var simpelthen steg hedt. Tilbage i bilen drog vi videre mod vest. Vi havde lige nu kun Stillehavet i hovedet. Alligevel ville vi ikke tage den lige vej. Nej, turen gik gennem ørkenen, hvor vi ikke mødte et menneske -- og dog lige pludselig så vi en mand i badebukser og intet andet. Vi kikkede på hinanden og tænkte som Jeppe, drømmer vi eller er vi vågne? Jo, vågne var vi- manden kikkede undrende på os, nu fik vi øje på en flyver - dog ikke en helt almindelig maskine, den var helt lydløs og stod stille i luften Nej, det var ikke en ufo, og vi led ikke af hallucinationer. It was real, som man siger herovre. Nu vendte vi os om for at se, hvor flyveren var blevet af - men den var pist væk ligesom manden. Lidt efter stødte vi på en gammel Gohst town - men manden var ikke derfra - det var han badebukser alt for moderne til. Vi kan ikke rigtig glemme ham, men vi kom dog videre og til Stillehavet. Det var lidt af en skuffelse, kun fornemmelsen af havet var der, ellers var det ikke muligt at stifte nærmere bekendtskab med havet. Vi fik dog kapret os en plads lige ved havet, men det hele var plastret til med de amerikanske kæmpe campere. I dag var dagens kulturelle oplevelse Solvang - det lille stykke plastik Danmark. Her mødte vi tre unge fyre fra Kolding, de var osse på rundtur og nød det rigtigt. Hej til Jer, hvis I læser dette og god tur hjem. Vi kører fremad et stykke tid endnu. Dagen i morgen har vi ikke rigtig styr på. men vi vil forsøge, om det kan lade sig gøre at kikke inden for på Hearst Castle. I Santa Cruz venter en niece og i Minglo Park og Vallejo venter noget af Helges familie på besøg af os. Indtil nu har vi kørt 7500 km., men vi har jo en måned endnu, så måske runder vi de 10.000.

Grand Canyon et naturligt vidunder

Vi er stadig på farten. I dag var det om at komme væk fra en slags sandstorm og en kvælende hede, som vi oplevede i går aftes i byen Page ved lake Powell. I går begyndte dagen i Grand Canyon med en helicopter tur ud over det fantastiske stykke natur. En dyb kløft der skærer sige flere hundrede meter ned og med en vidde på 20 km. mellem den nordlige og sydlige kant. Vi tilbragte to dage i Nationalparken for rigtig at studere dette vidunder med den mægtige Colorado Flod i bunden. Vi var tidligt oppe, vi skulle flyve kl. 8.00, så vi nåede kun engrapefrugt.

Efter turen besluttede vi os for en gang amerikanske pandekager som morgenmad. Det var lidt af et måltid - en cm. tykke med masser af sirup og smør. Vi var jo pæne og høflige og havde bestilt to kuverter, men bare vi dog havde nøjedes med en portion - det var mere end nok. Der er bestemt en forklaring på amerikanernes fedme - måske skulle mr. Bush hellere tage sig af portionerne på restauranterne, der serveres enorme portioner, men det er jo osse god tone at bede om en doggibag. Vi har lært det og har haft mad til næste dag på den måde. Vi var nu klar til at drage videre nordpå. Natten tilbragte vi som nævnt i Page og i morges drog vi videre mod Bryce Canyon. Ligge nu sidder vi på en dejlig Campground med udsigt til Utahs fantastiske bjerge - røde bjerge, der hele tiden skifter farve efter sollyset. Vi slutter for nu, vi skal ned at spise kylling, så vi håber, vor Microovn virker og ikke som bakgearet, der absolut ikke vil virke. Vi kører kun fremad, lige som livet.

I dag kom vi dog på afveje, da vi ikke havde plads at vende på. Men Helge den clever guy, satte bilen i bakgear med motoren i gang, og så sprang han ud og skubbede bilen igang for dog at nå

at springe på, da den var i god fart baglæns, og han klarede problemet. I morgen går turen videre fremad og hav det godt, til vi er her igen.

Varmen trykker og vi drager nordpå....

Her er vores overnatningsplads i Catalina State Park. Her var stille, smukt og ikke alt for varmt, så vi nød det.

Parken ligger i Arizona i nærheden af byen Tuscon.

Området er kendt for sine mange store og særprægede kaktus. Planterne kan blive op til 200 år gamle og 15-20 meter høje.

Vi kørte ad landveje kantet med disse fantastiske "skulpturer".

Nu går turen nordpå, og vi får øje på "Biosphere 2", og vi husker begge historien om dette kæmpedrivhus, hvor 8 mennesker var lukket inde i knap 2 år for at videnskaben kunne finde ud af, hvordan mennesker reagerer på at leve inde i et kunstigt skabt klima og miljø.

Det var fantastisk at se, og det er utroligt, hvad opfindsomme mennesker og penge kan skabe.

Desværre opstod der kompetancestridigheder og forsøget lukkede.

Stedet er i dag ejet af en Texa miliardær, men det er stadig i videnskabens tjeneste.

Efter en lang, men spændende guidet tur, lidt ømme i benene og godt tørstige, drog vi nordpå for at blive svalet af.

Det var en fantastisk tur med udsigter til bjerge, dale og glitrende søer.

Ved 20 tiden nåede vi byen Payson, hvor vi fandt den dejligste campingplads med pool.

Vi har nu været her i 2 dage og i morgen kører vi videre imod Grand Canyon.

Utha, New Mexico et fantastisk skue.

Ja, osse her i USA går tiden helt af sig selv. Det er ikke til at forstå, hvor dagene bliver af, Det er som en film, der kører -nå, nu kom vores nabo her på campingpladsen for at give os nogle peanuts og høre om vor færd. De er helt fantastiske amerikanerne hjælpsomme med både det ene og det andet. Vi kørte i Utah, det var et dejligt landskab, vi kørte igennem Klippeformationer man ikke tror findes. På vor første overnatning i Utah talte vi med et ægtepar. Konen var forfatter i guidebøger for New Mexico. De inviterede os til at kikke indenfor på vor vej tilbage til Minnesota. De bor i Montana, så det glæder vi os til. Vor nabo på samme plads. bestilte den næste campingplads for os. De var Memorialday, så det var en lille ferie for Amerikanerne, alt var optaget. Det var et herligt par et par rigtige hippier, der elskede at rejse. Det var sjovt at se deres morgenmad. en plastikpose fyldt med piller og så et stykke et eller andet, som de mente var sundt. De have været i Danmark, Sverige og Norge. De havde fundet ud af, at det var herligt at få ost til morgenbordet, og i øvrigt var de helt vilde med Christiania og gik ind for Obama.To nætter blev det til sammen med dem. Vi var ude at besøge " a hole in the rock. Tænk det var en dansker, der huggede sig en bolig 400m2 ind i klippen, og da hans kone ønskede sig en pejs, borede han sig 20 m. op gennem klippen(skorstenen). Nu var hans kone osse død og stedet var blevet købt af endnu en dynamsisk dansker Erik Hansen. Ja, de kan de gamle vikinger. Nu gik turen videre mod New Mexico, atter noget helt andet. I nat sov vi på en campground, som de kalder det her, vi ville vist kalde det en parkeringsplads. Men amerikanerne kom med deres kæmpe campere, hvor bilen er hægtet på, ja, vi har sågar set en camper med først en bil og så en båd efter sig. Ja, alt er kæmpestort herovre selv køkkenrullerne er i kæmpeformat. Vi smuttede lige ind i Colorado for at se Mesa Verde en indianer klippebolig fra 1200 talllet. Vi forcerede dybe trapper ned ad og stiger opad. Det var lidt af en tur. Tænk, at 100 mennesker levede her i 1200 tallet. Nu sidder vi her en lun sommeraften tæt på Alberquerq, og regner med at bilver her i morgen, de har en dejlig pool, og varmen er ved at tage til, så det er rart at blive afkølet. Helge har allerede forsøgt sig i det våde element. Der er lige et museum inde i byen, der lyder fristende. Helge er rigtig glad for sine høreapparater, nu kan han høre cikaderne.

Marianne

Farvel til Wyoming

Først en tak til alle, der har bidraget med gode råd og nyttige vink til os under vejs - det glæder os, at man læser vor blog.

Det er dog utroligt, hvad man kan opleve i det såkaldte Guds eget land. Lejrkontoret bad os i aftes om at checke før vi drog af sted. Vi fik oplyst, at vi godt kunne køre ad vejen syd på. Men vi endte midt i en god gang snestorm. Da vi følte at benzinmåleren mistænkeligt nærmede sig nul, stoppede vi oppe i bjergene ved en tank, hvor det meste af anlægget var ude af drift, dog var der en pumpe igang. Vi snuppede en tår kaffe og blev advaret om vejret forude sne og tornado i Denver. Vi havde netop sat GPS på Denver, så det fik vi lavet om i en fart. Vi sneglede os nu sydvestpå istedet, og nåede i god behold ud af udvejret. Vi fik tanket om endnu en gang. "Benzindamen" kunne berette om, at måske kom tornadoen imod os og at den lige havde ryddet et hospital på sin vej. Det var kun et minut siden, så ingen vidste, hvor mange menneskeliv, det havde kostet. Jeg spurgte hende, hvad man egentlig skulle gøre, hvis man så en tornado i det fjerne. "Skynd jer ned i en grøft", lød det lakoniske svar. Nå vi speedede op og kørte direkte mod vest. Her mødte os et strålende solskin og sommeren var tilbage.Nu sidder vi i vores hule her i Utah og tænker på at krybe til køjs og samle kræfter til en ny dags oplevelser. Mange af jer der hjemme skal jo snart op , så go' morgen til jer- vi glæder os til at høre fra jer.
Marianne

Alle årstiderne på en dag.

I dag har vi næsten oplevet alle årstiderne på en enkelt dag.

Morgenen begyndte som en herlig sommermorgen. Iført shorts og bare ben rullede vi ad sted i den "gamle spand".

Turen gik op over sneklædte bjerge og sneklædte skove, men stadig i strålende sol.

Vejret skiftede, og regnen piskede ned og med vinden (stærk vind) i ryggen, drejede vi ind på Wyoming Dinosauer Center.

Her stiftede vi bekendtskab med 150 mill. år gamle knogler og skeletter fra kæmpe dinosaurer fundet i bjergene udenfor museet.

Navigatoren "lokkede" os ind på en forbandet lang grusvej i dag, så vi endte med at køre midt inde i indianerreservatet "Wild River".

Vi fandt vej ud og sidder nu og hygger os på en campingplads i byen Lander.

Lejrkontoret har bedt os checke i morgen, inden vi kører, da der er lovet sne i bjergene sydpå. men vi er heldigvis i "Guds eget land", så de har Webcam, så de kan se, hvordan vejret er oppe i bjergene.

Helge

Igennem indianerreservatet Wind River.

Både i går og i dag har vi set og oplevet en utrolig masse, det er næsten som en eventyrbog med
mange gode sider og mange dejlige billeder, der snurrer forbi os og ind i "knolden". I går kørte vi til et

naturfænomen, der hedder Devil's Tower, som er helligt land for indianerne.

Tårnet er en klippeinformation, der rager godt 320 meter op på "prærien".

Indianernes historie om Devil's Tower er både sød og charmerende.

Sagnet beretter om syv små indianerpiger, der var kommet lidt væk fra lejren og blev angrebet af en stor bjørn.

Pigerne flygtede op på en klippe, og bad en bøn, da bjørnen gik til angreb. Bønnen blev hørt og klippen voksede opad imens at bjørnen kradsede i klippen for at komme op til pigerne.

Til sidst nåede klippen op i himlen, hvor de syv piger nu befinder sig, og de kan ses, som det vi i dag kender som "Syvstejernen".

På Devil's Tower (djævelens Tårn) kan man tydeligt se sporene efter bjørnens klør.

Helge

Så har vi passeret Prærien

Så er vi nået til Black Hills. Efter to dages kørsel over en endeløs prærie - denne er i vore dage forandret til endeløse Highways - og Indianerne Sitting Bull, Hjortedræber og alle de andre har i dag taget skikkelse af kæmpe Trucks og Campere på størrelse med busser, der blot har en alm. bil hængende efter sig. Vi overnattede første nat i Newton Hills State park i selskab med de største udgaver af campere. Vi følte os rigtigt som en miniudgave fra et miniland. Men hvor vi nyder det - vejret er dansk sommer i bedste udgave. Dagen i går fortsatte frst ad den endelse Highway. Vi fandt en omkørsel til det, der hedder Badlands et fantastisk stykke natur med klippeformationer, dannet gennem tusinder af år. Landet eroderes hvert år med 2,5 cm. så om et par mio. år er der også prærie her. Lige nu i skrivende stund sidder vi på en campground og gør klar til dagens tur. Første stop bliver Wall Drug - en slag museum/forretning, der i 30erne slog sig op på gratis isvand til kunderne og i dag besøges shoppen af 20.000 mennesker dagligt, og der er stadig gratis isvand. Men nu må vi hen og se, og så går turen videre til Mt. Rushmore de fire præsidenter udhugget i klippen. Deres ansigter er 20 m. og så vil tiden vise, hvor vi ender i aften.

Så er camperen køreklar.

å� må det være min tur til at skrive lidt ned.

Vi har haft camperen til eftersyn, udbedring og rep. på et værksted. Det blev en større omgang.

De bagerste dæk var krakkeleret - både på siderne og på slidbanerne, så der kom to nye på. Vandtanken er vistnok utæt, men det klares jo nemt med et par vanddunke - med dejligt frisk vand. Olien er skiftet, udstødningen efterset, så NU er den k��reklar.

Vi satser på at køre herfra på fredag, men vi mangler noget kortmateriale fra AAA, der er det samme som FDM.

Vi har også købt kort til navigatoren, og vi har prøvet den lidt i dag.

Vejret er herligt, solen skinner, så nu rykker det lidt for at komme ud på vejene til nye og spændende oplevelser.

Vi har prøveredt sengene, og det viser sig, at bilen er så bred, at vi kan sove på tværs, dejligt, så kan vi drømme arm i arm.

Hvor er livet dog herligt, og hele verden ligger åben foran os, så hvad vente vi dog på ?

Helge