Tilbage i Danmark

Så er vi tilbage i Danmark efter 20.000 km. og besøg i 13 stater og Canada. Lørdag d. 22. aug. landede vi i København. Helle og Victoria var på pletten for at hente os. Vi var godt trætte,vi manglede jo en nats søvn, så det var ikke mange ord der blev vekslet mellem os. Helle havde sørget for dejligt friskbagt brød fra bageren ( det er jo en umulighed i USA) og hertil dejlig dansk ost. Vi nød den danske "morgenmad" og holdt den "gående" til normal sengetid. Alligevel lykkedes det os ikke helt at undgå en form for jetlag.

Vi kom hjem til en dejlig dansk sommer, og vore haver trængte til en kærlig hånd. Det ville være rart, hvis et eller andet klogt hoved kunne opfinde noget græs, der knækkede af, når det var blevet for langt.Heldigvis havde vort havefolk holdt, det værste fra døren. Vi tilbragte den første uge i Farum, hvor vaskemaskinen snurrede lystigt i døgndrift, og vorherre sørgede for tørring af tøjet. Nu sidder vi i Bellinge og hverdagen banker på, men Helge skal lige en tur på Odense hospital for undersøgelse af evt. fejl i hjertemekanikken, men formentlig er det ikke noget af større betydning, men det er jo godt at få tingene tjekket. For sidste gang lægger vi nogle billeder fra vor tur. Billeder af vor oplevelse med Amish Folket, billeder fra deres kæmpe supermarked Walmart et supermarked, der får Bilka til at ligne et minimarked og en dejlig dansk morgen i haven i Farum.

Endnu en gang til Wisconsin

Tro det eller ej, vi har mistet en dag herovre eller rettere to. Da vi rejste ind i USA, spurgte den venlige poltimand os om, hvor længe vi agtede at blive i USA. Med strålende øjne fortalte vi, at vi skulle være i USA i tre mdr. "Det lyder herligt, men hvilken dato rejser I hjem?" spurgte han. Vi fortalte, at vi havde bill. til d. 22. aug. Så kom det lakoniske svar"Sorry, men I skal være ude den 21. aug. I må kun være her i 90 dage uden visum". Her mistede vi dag nr. 1. Derfor begyndte vi ferien med at få ændret bill. til 21. aug. Når man sådan rejser rundt i den store verden, kan man jo ikke tage det så nøje, om det er søndag eller mandag, tingene foregår - eller sagt på en anden måde, man aner faktisk ikke hvilken ugedag, man er nået til.. Så vi har indtil i går troet, at vi skulle rejse hjem på lørdag - men nej, d. 21. er fredag, hvor vi har at forføje os ud af landet. Her røg dag nr. 2. Men alt er klart, tingene er pakket - men forinden skal vi en sidste tur ud i sommerhuset i Wisconsin bl. a. skal vi aflevere bilen til Peter Hansen. Han og hans kone Sally kommer til sommerhuset, og tager den med sig til Cornell , hvor Peter vil sælge den for os. Måske har han den endnu næste sommer, så vi kan tage endnu en tur. Dejligt har det været - måske bedre end sidste år. Vi har ligesom givet os mere tid, og nu er vi jo dus med tingene herovre. Vor sidste campground var i Veterans Memorial Campground i West Salem. En dejlig plads lige ned til La Crosse River. Herfra satte vi kurs mod Cornell, hvor vi havde lovet Peter at komme og lave Hakkebøf m. bløde løg. Peter havde købt ind, vi fik en dejlig dansk middag og en god snak om aftenen, inden vi krøb til køjs i bilen parkeret i Peters indkørsel. Det blev mandag morgen og tiden skulle jo udnyttes til det sidste, så vi tog med Peter og Sally til Loppemarked i byen Hayward en tur på 102 km. En herlig lille by med en dejlig restaurant, hvor man kunne sidde ude, så her nød vi frokosten og hastede derefter til loppemarkedet. Her er der i hvert fald ingen forskel på amerikanere og danskere og egentlig heller ikke på udbuddet af gammelt skrammel. Vi fandt alligevel et par sjove ting at tage med hjem. Markedet lukkede kl. 15, og vi satte GPS'en på Chelmsford street, St. Paul og kl. 18 stoppede vi ved Anders' lokale restaurant Muffelette, hvor vi fik crabcakes og hvidvin. Kl. 19 var vi hos Anders og Julie. Resten af aftenen gik med at fortælle om turen og alle de spændende mennesker, vi havde mødt. Det blev lidt sent inden vi krøb til køjs i deres kølige kælder. Det var helt herligt atter at ligge i en rigtig seng. Nu sidder vi så her - tro det eller ej i øsregnvejr - og om lidt skal vi på den sidste tur med bilen, der har været vort hjem i næsten tre mdr. Vi afleverer en bil fuld af dejlige minder - en bil, der har bragt os rundt til naturskønne steder, steder, som vi vil vove at påstå - ikke findes andre steder end her i Guds eget land. Hvor er vi dog taknemlige for, at vi har helbreddet og får muligheden for en sådan fantastisk tur med så mange oplevelser i særklasse. Tak for hilsner og osse for, at I bekymrer jer om os, når vi ikke lader høre fra os i længere tid. Nu er vi snart hjemme og vil så lægge billederne ud fra de sidste steder. Ha' det rigtig godt til vi ses.

Snart slut på USA

Nej, vi er ikke sat fast eller andet af den slags. Det har været helt umuligt for os at komme på net -tet nogen steder. Til gengæld har vi overnattet på de herligste pladser i diverse Statsparker for ingen penge og i fredelige naturskønne omgivelser. Vi har igen og igen mødt dejlige mennesker. Et par fra Canada, der var på en tre ugers rundtur i det nordlige hjørne af USA. Vi har mødt Amish folket- en mor og hendes tre drenge var alene hjemme. Kvinden var 45 år og ventede sit sjette barn. Amish folket lever som man gjorde i Europa i 16-17oo tallet. Ingen moderne hjælpemidler, ej heller elektricitet, gas eller andet moderne pjank. Al transport foregår med hest og vogn. Man går barfodet og klædt i mørkt tøj, drengenen bærer lange bukser og blå skjorte. De unge piger bærer hvide kyser, så man kan se, de ikke er gifte. Om søndagen holder de kirke (hele søndagen) på skift hos hinanden. Kvinden vi talte med havde travlt med at gøre rent efter søndagens kirke hvor 18 familier havde været samlet i familiens lille hus og var blevet budt på lunch. Enkelte var blevet til dinner, så den gravide kvinde var godt træt - men stærk i troen. Deres tro forbyder, at man fotograferer dem, så vi bærer billederne oppe i hovedet - men det var en stærk oplevelse. Nå, nu kan vi vist ikke være bekendt at sidde her på restauranten (de har fri internet). Vi har fået Californien salat - den er fantastisk, I kan glæde jer, vi vil byde på den, når I gæster os. På næste lørdag er det slut på eventyret - for denne gang, vi er sikre på, at nye venter os derhjemme. Tak for mange dejlige hilsner - billederne må I få en anden gang.

Gennem Glacier Nationalpark, Montana til Motorcykel træf i Sturgis

I skrivende stund en herlig sommeraften men i et inferno af støj fra tusindvis af Harley Davidsson motorcykler blandet med støjen fra nogle få andre mærker, sidder vi i South Dakota tæt på Sturgis i Badlands, hvor motorcykelfolket mødes en gang om året. Men inden vi nåede så langt, har vi atter stiftet bekendskab med noget af verdens smukkeste natur. 26. juli Vi dristede os til at tage turen tværs gennem Glacier National Park ad the Sun Road, selv om advarslen lød på, at biler over 21" ikke måtte tage turen. Vi var lidt i tvivl, hvor lang er vores bil egentlig. Nå vi slap helskindet over bjergtoppene med udsigt til sneklædte toppe og gletschere, der langsomt skred ned ad bjergsiderne. Vi passerede den grædende væg ( the crying wall) et dejligt skue af vand, der dryppede ned over en klippevæg bevokset med de dejligste grønne planter. Det var en uforglemmelig tur, vi var bestemt helt oppe at røre ved skyerne. Næste dag gik det over prærien, hvor vi i byen Malta traf Susan på 19 år. Hun ville så gerne til Europa, Hendes kunstklub havde lige været en tur i Europa, men Susan havde sparet 4000$ sammen, men var nødt til at købe en bil, så hun kunne komme til Universitetet, så det blev ikke til en europatur denne gang. Efter 294 miles fandt vi en plads i en dejlig naturpark med udsigt til mægtige lyn på himlen. Næste morgen måtte vi på café og spise morgenmad - vi var udgået for gas - Herlig morgenmad bacon, røræg, pandekager og kaffe -det hele for 13 $ Vi har fundet ud af, at de offentlige naturparker har helt fantastiske campingpladser og til små penge og ingen mennesker,men de fleste har både varmt og kold brus og toilet. Nu kom vi til South Dakota og i byen Mobridge stod den på store amerikanske bøffer - (på størrelse med en oksesteg). Vi havde fået bøf nok for lang lang tid, vi ville ikke en gang have resten med hjem, selv om den venlige tjener kom med boxen til at pakke ind i. Hun syntes vist, at vi var lidt mærkelig. Hver eneste gang du ser nogle forlade en amerikansk restaurant, er det bærende på en eller to boxe med rester. Måske skulle de hellere servere lidt mindre portioner. Vi har læst, at det er osse noget Obama har talt om, så måske en dag kan man få nogle portioner i menneskevenlige størrelser.Vi fandt atter- ja, vi er faktsik blevet ret gode til at finde dejlige pladser. Denne gang lige ned til Missouri floden i Indian Creek State park v. Mobridge. Vi kunne næsten ikke løsrive os næste morgen, men vi ville nu videre, så vi satte kurs mod Pierre hovedstaden i South Dakota. Her provianterede vi i Walmart - det er utrolig, hvor billigt mad er herove - meget af det er så heller ikke af særlig høj kvalitet. Ost kan de f. eks. slet ikke lave, gad vide om den er lavet af plastik. Til gengæld er deres frugt og grønt herligt friskt. Du kan købe dejlig grøn salat forskellige blandinger lige til at hælde i salatskålen, og så har de en masse herlige dressinger, så det nyder vi en masse af. Endnu en gang endte vi i en naturpark Oahe Lake Downstream ned til Missouri floden, gad egentlig vide, hvor lang den er,nå det må vi vist slå op på nettet. I dag endte vi så her i Rapid City på en privat campground og prisen er skruet godt i vejret på gr. af motorcykel halløjet, i tilgift får vi så osse en masse støj - men hvad det er kun en nat. Måske kører vi i morgen til Sturgis for at se på alle disse mærklige udgaver af menneskeheden og deres eventyrlige maskiner. Vi smuttede lige hen i en park her ved siden af, hvor vi kørte ind blandt ulve, bjørne, bison'er og bjergløver. Det var underligt at se bjørnene så tæt på de ser så søde og bløde ud, og så er de så farlige. Nå, nu vælter her flere motorcykler ind på pladsen, jeg tror, de har fået stillet en mark til rådighed nede bag ved .Helge prøver at gøre sig bemærket hos en af motorcykeldamerne- nå men de skal vel ikke køre hele natten, så lidt nattesøvn får vi vel. Aftensmenuen står på rød pebersuppe og en kold øl til -og så ellers god nat og ha' det godt, til vi er her næste gang.

Har I for resten set vores bil indeni? Her er lige et par billeder.