Ad Highway 1 til Menglo Park v. San Francisco

Vi havde en herlig tur her til Menglo Park. hvor Helges kusine bor. Turen gik ad den snoede Highway 1, hvor vi gjorde stop ved en herlig strand. Vi tilbragte mange dejlige timer her, men bølgerne var ligeså store, som alt andet over here, så vi dristede os ikke til en badetur. Ved 18 tiden var det tid at komme videre, og vi satte GPS'en paa Menglo Park, som vi nåede ved 21 tiden. Vivian hilste os velkommen og efter en god snak om løst og fast og om, hvad der var passeret siden sidste år, krøb vi til køjs vi vor gode camper midt paa villavejen. Dagen i dag er gået med at blive klippet og at få skrevet her på bloggen. Til alle jer, der følger os på vor tur. Tak for mange gode hilsner, vi håber at kunne glæde jer med endnu flere oplevelser fra vor tur.

Så kom vi ud til Stillehavet

Endnu et eksempel paa en dejlig campground paa vej mod Monterey.
Efter en varm tur nåede vi Monterey, hvor vi havde besluttet os for at se Akvariet, som er saa kæmpestort, som kun Amerikanerne kan lave det. Der var i hundredevis af mærkelige fisk. Vi tilbragte to timer med at studere søheste og hajers vilde liv. Men inden skulle vi dog lige have noget mad. Vi fandt en dejlig restaurant lige ud til Stillehavet Det var heldigvis en fiskerestaurant, så det kan nok være, vi boltrede os i skaldyr / se bare Helges portion her / den krævede endda, at han fik hagesmæk på. Vi tog en tur paa "the 17mile drive" rundt om Montereys halvø. Der var udsigt til søløver, masser af fugle og langt ud over Stillehavet. Efter en dejlig dag i Monterey vendte vi tilbage til vor Campground, som vi havde reserveret om formiddagen. Efter en rolig nat gik det nord på ad Highway 1, USA's flotteste Highway.

Farvel til Lake Tahoe og videre mod Stillehavet

Vi tilbragte to dage ved Lake Tahoe bl. a. kunne badedyret ikke styre sig længere, så vi måtte en tur i søen, Det var ret så kold en omgang, men en dukkert eller to, blev det da til. Efter en tur rundt om Lake Tahoe var der rejer og kold hvidvin på en dejlig campground. Turen bringer os til mærkværdige naturfænomener og klipperne står hulter til bulter langs vejen Bl. a. så vi Mono Lake, hvor vandstanden er sunket 10 m. de sidste 25 aar og søbunden står nu som monumenter fra underverdenen

Ved Lake Powell og videre mod vest

Jo, vi nåede Lake Powell i strålende sol og bagende sommervarme. Søen er en stor kunstig sø, så menneske har fået et stort rekreativt område. Vi tog på en fem timers sejltur på søen. Båden bragte os til et nationalt monument "the Rainbow Bridge" det var en storslået sejltur. Vel tilbage fandt vi en dejlig natur campground med udsigt over søen. Vi fik kokkereret , menuen stod på pølser og kartoffelsalat. Vi krøb til køjs godt trætte efter endnu en dejlig dag.
Næste dag forsatte vi vestpå, hvor Las Vegas ventede. Vi var nu ikke meget for at vinde en mio., så vi kørte uden om og regnede med at sove oppe i bjergene, da det var steghedt. Men alle pladser var fuldt besat, så vi endte på en plads hvor spillefuglene slog sig ned i månedsvis og stadigt håbede på den store gevinst. Et par havde boet der i 13 år, uden at have vundet en rød reje, måske snarere tværtimod, de så i hvert fald ikke ud til at eje en klink. Nå, vi skulle jo bare sove og så af sted. Næste morgen drog vi videre uden morgenmad, der var for trist på casinopladsen. Til gengæld fik vi på en lille restaurant i Byen Beatty den dejligste morgenmad, det hele for blot 13$ (70 kr)En amerikansk gruppe pensionister fejrede f'oedselsdag paa stedet.
Naturen herovre er kapitel for sig, og man må lade amerikanerne, at de forstår at organisere og passe på, hvad de har. Vi havde læst om "The Devil's Postpile" et underligt naturskabt fænomen af basalt stykker, der rejste sig 20 m. i vejret i 2 km.'s højde. Vi måtte med en shuttlebus for at komme op at se det. Det er dog mærkelige ting, naturen kan frembringe. Vel nede fortsatte vi mod byen Bridgeport. Hvor et minimarked, efter amerikansk målestok efter danske vel snare et Kvikly marked, viste os til den herligste naturcampground. Næste morgen skulle vi se "Bodie" en spøgelsesby, der stod, som da den brændte i 1930. Byen var i slutningen af 1800tallet en metropol med et liv, der blev levet af spillere, guldgravere, letbenede damer og håndværkere. En mand lejede et stykke jord for tre mdr. I løbet af de tre md. udvandt han for 90.000$ guld, så ejeren var ikke interesseret i at forlænge lejemålet, men manden gik rettens vej og fik forlænget lejemålet og blev en af Bodie's rigeste mænd I 1930 gorde en kæmpebrand slut på det hele, og siden har byen ståeende som et minde om guldgravertiden på godt og ondt - men spændende var det at se. Nå, nu er Helge sulten, så jeg slutter nu

Tiden iler, vi er i det sydlige Utah

I lørdags nåede vi byen Bountiful en forstad til Salt Lake City. Vore venner fra sidste år stirrede forbavset, da vi pludselig stod uden for deres dør. Gensynsglæden var stor - de havde dog ikke modtaget vores mail, som vi havde sendt for en lille uges tid siden, så de var rigtigt overraskede. Vi blev straks bænket hos dem, og skulle fortælle løst og fast om vor tur. De forslog, at vi tog ud for at se et tempel, der havde åbent hus. Det er meget sjældent, at man har mulighed for at komme indenfor i et tempel. Det var særpræget oplevelse - man kan undre sig over, hvor i al verden de får alle de penge fra til deres prangende templer.Det blev til en dejlig aften med en god snak - ikke mindst om mormonernes tro. De er vist dybt religiøse, eller også er det bare os danskere, der ikke tigtig, er vant til det der med Gud, bordbøn m.m. Helge og jeg fik os et billigt grin bagefter, thi Helge troede, at Neal ( de hedder Neal og Roberta) sad og talte til mig, så Helge pludrede lystigt videre, til jeg fik ham gjort opmærksom på, at det var bordbøn, der var på tapetet lige nu. Vi skulle endelig sove hos dem, så vi blev indlogeret i et dejligt værelse med eget bad og det hele. Søndag morgen tog de os til Tabernaklet, hvor der var TV transmission med Mormonkoret ( 350 mænd og kvinder) Det var en oplevelse, af de helt store, vi var fuldkommen bjergtaget af musikken, lokalet og stemningen. Tårerne trillede ned af kinderne - det kan ikke forklares, men skal opleves. Bagefter var der rundvisning på Tempelpladsen af en dansk/svensk pige bl.a. så vi atter Thorvaldsens statue "den hvide krist" og hvad mere jo et kæmpe maleri af Carl Bloch - jo vi danskere har gjort os bemærket ude i den store verden. Iøvrigt var Neals slægt fra Bornholm. I øvrigt hed familien Anker Kofoed - så hvem ved , måske er ham der Anker Kofoeds slægt. Turen gik via det ny konferencecenter med en sal der kunne rumme 40.000 mennesker. Oppe taget var der lavet et landskab både som prærie og som en dal i Utah. For at bygningen skulle kunne bære alle jorden til planterne, havde man varmet jorden op til 1200 graden, så den nærmest blev til popkorn og derfor ikke vejede så meget. Ja, de kan de amerikanere. Vi så templet. Om eftermiddag skulle familien i templet i tre timer. Vi benyttede lejlighede til at køre en tur til Salt Lake, det er næsten lige så salt som det døde hav. Det var ikke rigtigt badevejr - men lyn og torden. Vel tilbage var der middag hos Neal og Roberta og tre af deres fem børn 6 af deres 14 børnebørn var kommet for at hilse på. Aftenen gik med diskussion om religon, og Neal troede vist, at han var ved at få omvendt Helge - men det går vist ikke så let. Kl. 23. kravlede vi til køjs, vi skulle jo videre næste morgen. Morgenmad i USA er lidt for sig. Mormoner indtager jo hverken kaffe eller te, så vi hentede vores nescaffe, og lavede kaffe fra varmt vandshanen.

Det var lidt trist at skulle sige farvel, vi var virkelig kommet til at kende disse pragtfulde mennesker - omend de med deres tro var ret så forskellige fra vores - ´men det er jo charmen ved at rejse og ved at møde andre mennesker. Vi satte kurs sydpå og i skrivende stund, sidder vi på en dejlig campground og skal til at nyde en gang rejer. Det er dog ret så besværligt at få fat på en flaske hvidvin, så vi må nøjes med øl til maden og så til køjs for at blive klar til morgendagens oplevelser. Nå, vi fik ikke lagt dagens tekst ud på nettet, så I får lige en sidstehilsen, inden vi sætter kurs mod Lake Powel, som ligger på grænsen mellem Utah og Arizona. Vi har nydt en dejlig morgenmad med kaffe, grapefrugt, blødkogt æg og det hele. Helge har fået kikket på vor gasforsyning, som vi har været lidt usikre på, men det ser nu ud til at virke.

Her har vil Helge i en gammel indianerhule med vægmalerier.

Nu er vi i Mormonland, Utah

Jo, livet er stadig herligt. Vi havde nær glemt at fortælle, at vi var inde at se et amerikansk stats fængsel, som dog nu kun er museum. Vi må nok sige, at det får vore fængsler til at ligne 5stjernede hoteller. Opførte de sig ikke ordentlig, tog man først puden, så tæppet og hvis det så ikke hjalp, røg madrassen og man måtte sove på den bare stenbænk. Et gaskammer med tilhørende stol var i brug til en gang i 70erne, iøvrigt er der stadig dødsstaf i Wyoming. Guiden sagde lidt stolt: "vi har ikke henrettet nogen siden 1995" Det var lidt deprimerende at se, hvilke forhold man bød fangerne helt frem til 1982. Men vi måtte videre, ja,livet har mange facetter.

Vi nyder livet i camperen, som bringer os frem til de mest utrolige udsigter, til al mulig slags vejr, dejlige campgrounds og spændende mennesker, der synes, det er helt utroligt, at vi to gamle knarker gør en sådan tur, og så deres kirsebær ikke at forglemme, de er bare dejlige, der kan nemt ryge et kg. om dagen. men de koster også kun 20 kr. for et kg. og så er de altså bare så søde og saftige. I går gik turen gennem et Indianerreservat, og det er jo ikke udtryk for den største rigdom i USA. I byen Heber belsuttede vi os for at besøge en restaurant, som var anført i en af vore kloge bøger. Da vi endelig fandt den, lignede det bare en grillbar. Vi blev lettere overraskede, da vi kom ind til hvide duge og en modtagelse som om ,vi var ventede gæster. Helge fik en lækker Helleflynder og jeg kastede mig over en oksefillet. Det var mad i topklasse - men ikke af de billige. Vi læste senere, at det var en af Utah bedste restauranter.

Nu gjaldt det om at finde en campground, mørket var ved at falde på. Vi fandt en på kortet - men de havde den frækhed at ville have 50$ for en nat. Det, syntes vi, var i overkanten, så vi kørte tilbage til byen, hvor vi havde set et skilt med "RVpark". Det var et højst ejendommeligt sted - masser af mobilhomes og legende børn - møbler der var placeret hulter til bulter. De havde en plads til os 20$ - men den var heller ikke mere værd. Vi fik os imidlertid en god nats søvn. Inden vi forlod pladsen kom en mand hen for at tale med os. Han havde boet på pladsen de sidste 10 år, hvor han var kommet fra Alaska. Hans mor var indianer og hans far russer. Han fortalte videre, at han var 78 - i vore øjne var han mindst 200 år gammel. Han boede i en lille campingvogn sammen med sin hund. Ja, det var nok en af Amerikas mørkesider. Stedet hvor folk, der er sat ud af deres huse eller af anden grund er rutschet ned ad samfundets stige, havner. Han lod nu til at være glad os tilfreds med tilværelsen. Man kan nu alligevel ikke lade være med at tænke, hvad/ når, hvis han bliver syg. Vi takkede for sludren og kørte hen til National Forrest visitor center, hvor vi lavede os en gang morgenmad. Nu gik turen videre mod Salt Lake City over storslåede bjergstier via "The Alpine Loop" ,som bragte os op i 3000 m. højde forbi Robert Redfords Sundance Resort Center. Han må have købt et bjerg eller flere for at etablere sig der. Vel nede fra højderne - det vil sige nede i 1350 m. højde fulgte vi motorvejen gennem Salt Lake City til Fruit Heights, hvor vi havde kik på en Campground. Den var rigtig god, og vi slog os ned for resten af dagen og natten. Vi mødte et par mormoner sidste år, som vi har lovet at besøge, når og hvis vi kom forbi. Det regner vi med at gøre i morgen - ellers skal vi se Tabernaklet og Templet i byen Salt Lake City, som er hovedstaden i UTAH. Staten hvor 70% er mormoner. Men siden 1912, hvor gud fortalte deres overhovedet, at mormoner skal følge USAs love, har polygami ikke været tilladt. Nu må vi se, hvad morgen dagen bringer og vi vender tilbage senere på turen

På vej til Salt Lake City

Nu er det vist på tide, at vi lader høre fra os igen. Vi sidder på en blæsende campground i Rawlins i Wyoming Amrikas niende største stat og den næsthøjst beliggende. Inden vi nåede så vidt, har vi besøgt et smukt kapel bygget på en bjergtop. Udført som et træskellet indrammet af glas, Det gav os en fornemmelse af at svæve. Der var en helt vidunderlig udsigt til alle sider mod byer, floder og bjerge. "The holy Shrine",som værket hedder, var bekostet af den rige katolske kirke.Videre mod grænsen til Wyoming, men vi først skulle lige se "The Carhenge". En amerikansk kunstner, der havde levet i England i et stykke tid, havde stiftet bekendtskab med Stonehenge, og han mente selvfølgelig, at et sådant monument burde Nebraska også have. Ja, de er undertiden "skøre" amerikanerne, men sjovt var det at se, og der er bestemt ikke mangel på gamle biler herovre. Tværtimod, hvad skal de gøre af alle de gamle biler, man ser stå rundt omkring på farmene. Nu begyndte sulten at melde sig og vi stoppe ved en Grill Saloon. og hvad mon man indtager til frokost -en burger. Den var supergod ikke en fladbanket dansk burger næh! en real american burger både i størrelse og smag. En amerikansk skønhed med udslået hår- et af de længere af slagsen- tiltrak sig vor opmærksomed.


The Carhenge Snestorm undervejs

Turen fortsatte vest på og vi mødte stadig historiske mærker fra den gang 150.000 emigranter om måneden søgte vestpå i forventningen om at finde lykken i form af guld eller frugtbart land. Rejsen over prærien var så forfærdelig, at vi mennesker i dag med al vores psykologhjælp m.m. slet ikke har fantasi til at forestille os en rejse i en lille prærievogn med hele familien børn, unge og gamle, samt kvægbesætning. Mange nåede aldrig frem. Historiker har kunnet konstatere, at på store strækninger af vejen var der for hver mile mere end ti grave med pårørende, der var bukket under. Vi bukkede ikke under på vor tur osse selvom bilen undertiden gav mærkelige lyde fra sig - heller ikke selvom vi oplevede et torden- og haglvejr, der bestemt ikke findes større i hele verden. Senere skulle det blive værre endnu. Pludselig teede vejret sig med snestorm , men vi befandt os selvfølgelig osse i 3000 m. højde. Da vi atter trillede ned ad, stoppede snestormen, og om aften nåede vi Rawlins, hvor vi slog lejr for natten. Vi fik klaret nogle emails - tak for alle hilsnerne, det er altid dejligt at høre nyt hjemmefra. To af vore børnebørn er jo igang med eksamen, så det er jo spændende. Nu vil vi slutte herfra Rawlins og turen fortsætter mod Salt Lake City. Vi skal nok melde os igen, når vi møder en internetforbindelse. Klokken er nu 10.30 Mountaintime , så vi har "tjent" en time på at gå til en ny tidszone, om det er man-tirs- eller onsdag, ved vi ikke lige nu, men vi ved, at vi nyder turen og livet -Livet er herligt

Turen gik gennem Wisconsin, Iowa og nu Nebraska.

Tiden iler og vi er nået til Gretna i Nebraska vest for Omaha. Vi sagde farvel til Anders og Julie mandag 1. juni ved frokosttid. Bilen havde lige været en tur til service, der var ikke noget i vejen, dog valgte vi at købe fire nye dæk, så var vi på den sikre side. Bilen snurrede lystigt ud ad landevejen og vi følte os som blandt verdens udvalgte. Tænk at få muligheden for endnu en gang at opleve en drømmetur. Vi satte kurs mod Lanesboro i det sydlige Minnesota. Her fandt vi en campground lige midt i byen og kort vej til en rigtig god restaurant. Den første nat gik fint og sengen var rigtig god. Dagen efter gik det videre sydvest. Nu stødte vi pludselig på et hus tegnet af Amerikas berømte arkitekt Frank Loyd Wright. Der var rundvisning i huset, som var købt af Iowa i 1982 Det var spændende at se et af hans værker i virkeligheden. Videre til Amana et lille sted, hvor religiøse folk fra Tyskland slog sig ned i midten af 1800tallet. Her drev de et kooporativ (en bedre slags Svanholm) indtil midten af 1930erne og nu står det hele som et historisk minde over fortiden.
Vi drog videre vest på. Undervejs fandt i vi et dejligt supermarked, der handlede både med hvidvin og rejer, så vi glædede os til aftensmaden. Da det lakkede mod aften, var der ligesom pludselig ingen campgrounds at finde. selv GPS svigtede. Nå vi fandt Nielsens Campground, og navnet lød jo lovende. Der var ingen på kontoret, men vi har lært, at så kører man blot ind og slår lejr. I morges mødte vi Mr. Hans Nielsen, han var nær de 80 og født i Nebraska, men hans far var fra Nyk. Mors. De bliver så glade, amerikanerne når de støder på vaskeægte danskere. Nogen af de gamle kan endda nogle få danske brokker. Vi slap med 18$ alt inkl. det vil sige bad, lys og vand. Nå, nå nu gjorde bilen knuder - olierøret hoppede ud af motorblokken. Men Helge the smart guy, kan jo heldigvis klare lidt af hvert, denne gang med et par strips.
Så turen kunne fortsætte ubekymret mod Elk Horn. Undervejs mødte vi pludselig den lille havfrue i en flække midt på prærien Videre mod Elk Horn, hvor et danske emigrant museum er et besøg. Det har været fantastiske rejser at foretage i midten af 1800 tallet.Der var gribende historier om sørejsen varede 25 dage og nærmest kun på vand og brød. En anden oplevelse var pludselig blandt hundredvis af skilte over danske emigranter at finde
navnet på min bror
Anders Bagger Himmelstrup ankommet til USA í 1963.
Nu var det tid at finde ly for natten, og i skrivende stund sidder vi på endnu god campingplads med det hele selv internet.