Jul og Nytår i Farum 2009

Det er dog utroligt som tiden går - men det har den jo altid gjort endda helt af sig selv.

Efter hjemkomsten fra Sverige blev det en slags hverdag igen, og det er jo osse rart med lidt stilstand i rejseaktiviteten.. Vi gik i gang med at undervise vor to gamle EDB hold. Sidst i november stoppede vi med at undervise i Hjallesedatastué. Men vore elever ville så gerne fortsætte, så medio januar skal vi mødes for at finde ud af at fortsætte i lidt mere privat regi.

Da vi stak næsen indenfor i huset i Bellinge efter at have været væk hele sommeren fik vi en ubehagelig opdagelse. Husét lugtede af fugt og et par støvler, der skulle findes frem ligne et par lodne pelsdyr helt hvide af mug. Det kan nok være vi fik hidkladt VVS mand og forsikring. for at få klaret problemet. Resultat: en tilstoppet brønd, hvor trærødder havde spærret for udløb og fugt i gulvet i soveværelset. Gulvet blev brækket op og Helge og jeg slog lejr i stuen på et par madrasser - og der camperer vi stadig, idet der, ja, jeg havde nær sagt, selvfølgelig var diskussion med forsirkringselskabet. Det er godt, vi er vant til campinglive, for så længe disskussionen står på med forsikringsselskabet, kan vi ikke rigtig komme videre.

Julen har vi tilbragt i Farum, hvor vi holdt Julaften hos mit barnebarn Cathrine, hendes mand Kristian og så famliens yngste barnebarnet Victoria på snart to år m.fl.. Det blev en rigtig dejlig familieaften med rigeligt med andesteg, flæskested og Ris á la mande, dans om juletræet, og hvad der hører sig til en sådan dejlig aften. 1.juledag havde vi julefrokost her i huset, så nu 2. juledag slapper vi af og nyder vores julegaver bl.a. en dejlig lille smart PC, som jeg fik af Helge.

Hov, jeg havde nær glemt at fortælle at Helge i november var inviteret til Egypten og Jordan af min svigersøn Per. Det blev en rigtig mandetur, hvor de så en masse og fik grint af hinandens vitser m.m. Det var to friske fyre Helle og jeg hentede i lufthavnen i slutningen af november.

Vi har fornøjelsen, at mange foreninger og klubber har haft lyst til at høre vores foredrag om
"Livet er herligt" Vi har fået dejlig respons, og det føles rigtig dejligt, når man mærker, at det giver folk livsmod og lyst til at opleve nyt. A vi så oven i købet får komplimenter om, at det er meget professionelt, det viser, bliver vi selvfølgelig rigtig glade. Der venter yderlig to foredrag i de kommende måneder, så sig ikke, at det er trivielt at være pensionist.
Nu skal vi holde Nytårsaften med lidt særligt at spise og drikke og så går det mod lysere tider og måske endnu et lang Campertur. d.v.s. Helge har jo sin båd, som jo ikke må helt forfalde, så den skal han vel have gjort sejlklar - selv om alle de mange dejlige hilsner fra USA får det til at krible i en for at komme af sted endnu engang. Og hver gang regner vi så med, at det bliver den sidste, man smutter over dammen. Men nu får vi se. Desværre har vi lige fået mail fra Peter Hansen i Wisconsin, at han lige netop nu har solgt vores camper.

Landevejens riddere - lige en tur til Sverige.

Ja, vi har det ligesom landevejens riddere eller cirkushesten, der lugter savsmuld. Vi måtte af sted igen. Helge skulle jo osse gerne røre sin camper, så tirsdag 1.september pakkede vi camperen og satte kurs mod Sverige.

Vi gjorde ophold et par dage i Farum og fredag drog vi ud i det blå, vi havde kun et fast punkt på turen. Det var en campingudstilling i Jönköping "Husbil og Husvagn", som de kalder det på svensk. Men forinden nåede vi op til Väneren og nød de stille svenske skove og søer. I Sverige gælde allemans rettan, og vi har lært, at overnatter man et sted, er det ikke at campere men at parkere. så vi fandt de smukkeste steder, hvor vi slog os ned. Efter nogle dejlig dage i den svenske sensommer satte vi kurs mod Jönköping. Vi besluttede, at vi ville komme tidligt dagen før for at orientere os om situationen. Så vi ankom onsdag ved 14 tiden, og der var allerede fyldt godt op på parkeringspladsen foran det store udstillingscenter. En parkeringsvagt fortalte, at vi nok hellere måtte snuppe en plads nu - det ville være svært at få plads næste dag. Kr. 100 for en nat på Ppladsen, og næste morgen måtte vi igen bløde kr. 100. Det var heldigvis svenske kr. så det er jo altså kun 73 d.kr. Nå, vi havde jo kørt langt og ville osse gerne se udstillingen. Det viste sig, at vi havde Ppladsens bedste plads. Campere og Campingvogne kom i en lind strøm lige til

midnat. Der var et virvar at biler, mennesker og hunde. Det er utroligt, hvad folk pynter op med i deres campingvogne. Indehavere af mærket "Polar" havde fyldt deres biler med isbjørne i alle afskygninger og størrelser. Andre havde bamser, nisser, dukker, og jeg ved ikke hvad.Næsten alle havde et par skødehunde med. Jo, der var rigtigt leben på pladsen. Men det må lades svensker, der var fuldkommen ro på de kæmpe ppladser ved 22.tiden. Vi fik en god nats søvn og næste morgen inden vi gik på udstilling måtte vi lige bløde kr. 100. Udstillingen trækker besøgende fra hele Sverige ialt ca. 40.000 gæster udstillingen i de tre dage, den varer. Vi havde jo ordentlig skruet forventningerne op .- men vi blev godt skuffede. så i løbet af en tre timer havde vi fået nok og skyndte os ud i det gode vejr.

Vi kørte op af Vätterens vestrebred og fandt en herlig plads med en storslået udsigt over søen. Næste morgen efter snak med et svensk par videre på opdagelse i den smukke svenske natur.

Vi besøgte gamle kirker, små svenske byer ved søen, vi så museet i Motala og videre til Vadstene med historien om den Hellige Birgitta - En aldelsfrue fra 1400 tallet med 8 børn, der pludselig følte, at hun skulle bygge et kloster - men her skulle Paven spørges, så hun drog til Rom - og fik tilladelsen. Ja, de kvindfolk kan da lidt af hvert. Resterne af klosteret og en storslået kirke kan beses i Vadstena. Vort næste mål var Øland, så vi drog mod Kalmar, hvor broen førte os over til det lille øsamfund. Her tilbragte vi to dejlige dage, inden vi begyndte at tænke på at drage mod vest. Gennem Skåne, hvor vi så på oldtidsminder, hvor nutidige køer blandede sig med gamle skibssætninger og Kivikgraven, en kongegrav, hvis lige ikke findes. Vi fortsatte langs Østersøkysten, og via Malmø nåede vi Farum torsdag. 17. sept. En herlig sensommertur som vi vil mindes med Fryd.

Tilbage i Danmark

Så er vi tilbage i Danmark efter 20.000 km. og besøg i 13 stater og Canada. Lørdag d. 22. aug. landede vi i København. Helle og Victoria var på pletten for at hente os. Vi var godt trætte,vi manglede jo en nats søvn, så det var ikke mange ord der blev vekslet mellem os. Helle havde sørget for dejligt friskbagt brød fra bageren ( det er jo en umulighed i USA) og hertil dejlig dansk ost. Vi nød den danske "morgenmad" og holdt den "gående" til normal sengetid. Alligevel lykkedes det os ikke helt at undgå en form for jetlag.

Vi kom hjem til en dejlig dansk sommer, og vore haver trængte til en kærlig hånd. Det ville være rart, hvis et eller andet klogt hoved kunne opfinde noget græs, der knækkede af, når det var blevet for langt.Heldigvis havde vort havefolk holdt, det værste fra døren. Vi tilbragte den første uge i Farum, hvor vaskemaskinen snurrede lystigt i døgndrift, og vorherre sørgede for tørring af tøjet. Nu sidder vi i Bellinge og hverdagen banker på, men Helge skal lige en tur på Odense hospital for undersøgelse af evt. fejl i hjertemekanikken, men formentlig er det ikke noget af større betydning, men det er jo godt at få tingene tjekket. For sidste gang lægger vi nogle billeder fra vor tur. Billeder af vor oplevelse med Amish Folket, billeder fra deres kæmpe supermarked Walmart et supermarked, der får Bilka til at ligne et minimarked og en dejlig dansk morgen i haven i Farum.

Endnu en gang til Wisconsin

Tro det eller ej, vi har mistet en dag herovre eller rettere to. Da vi rejste ind i USA, spurgte den venlige poltimand os om, hvor længe vi agtede at blive i USA. Med strålende øjne fortalte vi, at vi skulle være i USA i tre mdr. "Det lyder herligt, men hvilken dato rejser I hjem?" spurgte han. Vi fortalte, at vi havde bill. til d. 22. aug. Så kom det lakoniske svar"Sorry, men I skal være ude den 21. aug. I må kun være her i 90 dage uden visum". Her mistede vi dag nr. 1. Derfor begyndte vi ferien med at få ændret bill. til 21. aug. Når man sådan rejser rundt i den store verden, kan man jo ikke tage det så nøje, om det er søndag eller mandag, tingene foregår - eller sagt på en anden måde, man aner faktisk ikke hvilken ugedag, man er nået til.. Så vi har indtil i går troet, at vi skulle rejse hjem på lørdag - men nej, d. 21. er fredag, hvor vi har at forføje os ud af landet. Her røg dag nr. 2. Men alt er klart, tingene er pakket - men forinden skal vi en sidste tur ud i sommerhuset i Wisconsin bl. a. skal vi aflevere bilen til Peter Hansen. Han og hans kone Sally kommer til sommerhuset, og tager den med sig til Cornell , hvor Peter vil sælge den for os. Måske har han den endnu næste sommer, så vi kan tage endnu en tur. Dejligt har det været - måske bedre end sidste år. Vi har ligesom givet os mere tid, og nu er vi jo dus med tingene herovre. Vor sidste campground var i Veterans Memorial Campground i West Salem. En dejlig plads lige ned til La Crosse River. Herfra satte vi kurs mod Cornell, hvor vi havde lovet Peter at komme og lave Hakkebøf m. bløde løg. Peter havde købt ind, vi fik en dejlig dansk middag og en god snak om aftenen, inden vi krøb til køjs i bilen parkeret i Peters indkørsel. Det blev mandag morgen og tiden skulle jo udnyttes til det sidste, så vi tog med Peter og Sally til Loppemarked i byen Hayward en tur på 102 km. En herlig lille by med en dejlig restaurant, hvor man kunne sidde ude, så her nød vi frokosten og hastede derefter til loppemarkedet. Her er der i hvert fald ingen forskel på amerikanere og danskere og egentlig heller ikke på udbuddet af gammelt skrammel. Vi fandt alligevel et par sjove ting at tage med hjem. Markedet lukkede kl. 15, og vi satte GPS'en på Chelmsford street, St. Paul og kl. 18 stoppede vi ved Anders' lokale restaurant Muffelette, hvor vi fik crabcakes og hvidvin. Kl. 19 var vi hos Anders og Julie. Resten af aftenen gik med at fortælle om turen og alle de spændende mennesker, vi havde mødt. Det blev lidt sent inden vi krøb til køjs i deres kølige kælder. Det var helt herligt atter at ligge i en rigtig seng. Nu sidder vi så her - tro det eller ej i øsregnvejr - og om lidt skal vi på den sidste tur med bilen, der har været vort hjem i næsten tre mdr. Vi afleverer en bil fuld af dejlige minder - en bil, der har bragt os rundt til naturskønne steder, steder, som vi vil vove at påstå - ikke findes andre steder end her i Guds eget land. Hvor er vi dog taknemlige for, at vi har helbreddet og får muligheden for en sådan fantastisk tur med så mange oplevelser i særklasse. Tak for hilsner og osse for, at I bekymrer jer om os, når vi ikke lader høre fra os i længere tid. Nu er vi snart hjemme og vil så lægge billederne ud fra de sidste steder. Ha' det rigtig godt til vi ses.

Snart slut på USA

Nej, vi er ikke sat fast eller andet af den slags. Det har været helt umuligt for os at komme på net -tet nogen steder. Til gengæld har vi overnattet på de herligste pladser i diverse Statsparker for ingen penge og i fredelige naturskønne omgivelser. Vi har igen og igen mødt dejlige mennesker. Et par fra Canada, der var på en tre ugers rundtur i det nordlige hjørne af USA. Vi har mødt Amish folket- en mor og hendes tre drenge var alene hjemme. Kvinden var 45 år og ventede sit sjette barn. Amish folket lever som man gjorde i Europa i 16-17oo tallet. Ingen moderne hjælpemidler, ej heller elektricitet, gas eller andet moderne pjank. Al transport foregår med hest og vogn. Man går barfodet og klædt i mørkt tøj, drengenen bærer lange bukser og blå skjorte. De unge piger bærer hvide kyser, så man kan se, de ikke er gifte. Om søndagen holder de kirke (hele søndagen) på skift hos hinanden. Kvinden vi talte med havde travlt med at gøre rent efter søndagens kirke hvor 18 familier havde været samlet i familiens lille hus og var blevet budt på lunch. Enkelte var blevet til dinner, så den gravide kvinde var godt træt - men stærk i troen. Deres tro forbyder, at man fotograferer dem, så vi bærer billederne oppe i hovedet - men det var en stærk oplevelse. Nå, nu kan vi vist ikke være bekendt at sidde her på restauranten (de har fri internet). Vi har fået Californien salat - den er fantastisk, I kan glæde jer, vi vil byde på den, når I gæster os. På næste lørdag er det slut på eventyret - for denne gang, vi er sikre på, at nye venter os derhjemme. Tak for mange dejlige hilsner - billederne må I få en anden gang.

Gennem Glacier Nationalpark, Montana til Motorcykel træf i Sturgis

I skrivende stund en herlig sommeraften men i et inferno af støj fra tusindvis af Harley Davidsson motorcykler blandet med støjen fra nogle få andre mærker, sidder vi i South Dakota tæt på Sturgis i Badlands, hvor motorcykelfolket mødes en gang om året. Men inden vi nåede så langt, har vi atter stiftet bekendskab med noget af verdens smukkeste natur. 26. juli Vi dristede os til at tage turen tværs gennem Glacier National Park ad the Sun Road, selv om advarslen lød på, at biler over 21" ikke måtte tage turen. Vi var lidt i tvivl, hvor lang er vores bil egentlig. Nå vi slap helskindet over bjergtoppene med udsigt til sneklædte toppe og gletschere, der langsomt skred ned ad bjergsiderne. Vi passerede den grædende væg ( the crying wall) et dejligt skue af vand, der dryppede ned over en klippevæg bevokset med de dejligste grønne planter. Det var en uforglemmelig tur, vi var bestemt helt oppe at røre ved skyerne. Næste dag gik det over prærien, hvor vi i byen Malta traf Susan på 19 år. Hun ville så gerne til Europa, Hendes kunstklub havde lige været en tur i Europa, men Susan havde sparet 4000$ sammen, men var nødt til at købe en bil, så hun kunne komme til Universitetet, så det blev ikke til en europatur denne gang. Efter 294 miles fandt vi en plads i en dejlig naturpark med udsigt til mægtige lyn på himlen. Næste morgen måtte vi på café og spise morgenmad - vi var udgået for gas - Herlig morgenmad bacon, røræg, pandekager og kaffe -det hele for 13 $ Vi har fundet ud af, at de offentlige naturparker har helt fantastiske campingpladser og til små penge og ingen mennesker,men de fleste har både varmt og kold brus og toilet. Nu kom vi til South Dakota og i byen Mobridge stod den på store amerikanske bøffer - (på størrelse med en oksesteg). Vi havde fået bøf nok for lang lang tid, vi ville ikke en gang have resten med hjem, selv om den venlige tjener kom med boxen til at pakke ind i. Hun syntes vist, at vi var lidt mærkelig. Hver eneste gang du ser nogle forlade en amerikansk restaurant, er det bærende på en eller to boxe med rester. Måske skulle de hellere servere lidt mindre portioner. Vi har læst, at det er osse noget Obama har talt om, så måske en dag kan man få nogle portioner i menneskevenlige størrelser.Vi fandt atter- ja, vi er faktsik blevet ret gode til at finde dejlige pladser. Denne gang lige ned til Missouri floden i Indian Creek State park v. Mobridge. Vi kunne næsten ikke løsrive os næste morgen, men vi ville nu videre, så vi satte kurs mod Pierre hovedstaden i South Dakota. Her provianterede vi i Walmart - det er utrolig, hvor billigt mad er herove - meget af det er så heller ikke af særlig høj kvalitet. Ost kan de f. eks. slet ikke lave, gad vide om den er lavet af plastik. Til gengæld er deres frugt og grønt herligt friskt. Du kan købe dejlig grøn salat forskellige blandinger lige til at hælde i salatskålen, og så har de en masse herlige dressinger, så det nyder vi en masse af. Endnu en gang endte vi i en naturpark Oahe Lake Downstream ned til Missouri floden, gad egentlig vide, hvor lang den er,nå det må vi vist slå op på nettet. I dag endte vi så her i Rapid City på en privat campground og prisen er skruet godt i vejret på gr. af motorcykel halløjet, i tilgift får vi så osse en masse støj - men hvad det er kun en nat. Måske kører vi i morgen til Sturgis for at se på alle disse mærklige udgaver af menneskeheden og deres eventyrlige maskiner. Vi smuttede lige hen i en park her ved siden af, hvor vi kørte ind blandt ulve, bjørne, bison'er og bjergløver. Det var underligt at se bjørnene så tæt på de ser så søde og bløde ud, og så er de så farlige. Nå, nu vælter her flere motorcykler ind på pladsen, jeg tror, de har fået stillet en mark til rådighed nede bag ved .Helge prøver at gøre sig bemærket hos en af motorcykeldamerne- nå men de skal vel ikke køre hele natten, så lidt nattesøvn får vi vel. Aftensmenuen står på rød pebersuppe og en kold øl til -og så ellers god nat og ha' det godt, til vi er her næste gang.

Har I for resten set vores bil indeni? Her er lige et par billeder.

Fra Portland syd på i Oregon og atter nord på mod Montana

Det er lørdag aften, og vi er på en campground lige ved Flathead søen. Vi fik her mulighed for at få gang i forfatterpennen. Efter nogle dejlige dage hos Miriam, hvor vi var en tur ved Stillehavet og på et besøg hos hendes søn David, satte vi kurs øst på. Vi kørte langs Columbia River og drejede så syd på i Oregon.Det er jo næsten umuligt at berette om denne herlige tur. Der er stadig masser af kirsebær og sol og varme. Den ene campground bedre end den anden. Vi har været så at sige helt alene i en naturpark med dejlig skygge og en del myg. Alt dette for kun 4$ for en nat. En anden nat var vi nabo til en dejlig sø, hvor fiskene sprang - vi har ledt efter campgrounds,
som GPS'ren fortalte var at finde - blot for at erfare, at der absolut ikke var nogen campground og det var bare en Dead End vej, som det hedder, så det var 12 miles tilbage. Vi kørte gennem det østlige Oregon i John Day Fossil Bed - en naturpark, hvor forskerne har fundet og studeret masser af dinosaurer. I en lille by med 40 gr. varme var det tid for frokost. Vi trængte til at blive kølet af, så vi fandt byen eneste og dermed osse bedste saloon, der bød på en masse variationer af burgere - det er altså deres nationalspise. Byen var så død, som man nu kan være, inden man bliver til et stykke menneskeligt fossil. Burgeren var god nok og isvandet gjorde godt i varmen. Nå, vi måtte videre, inden vi selv blev til fossiler. Det lyder måske mærkeligt for jer, der hjemme, men vi kunne godt have tænkt os en regnvejrsdag - men noget sådant findes vist ikke herovre på denne årstid. Vi kom en tur gennem det nordlige Idaho og satte kursen mod Montana. Vi nåede Montana i dag Lørdag og satte GPS'en på Flathead Lake. Nu sidder vi som de eneste udenfor i en herlig sommeraften og nyder det. Alle amerikanerne sidder inde i deres store Campere og ser fjernsyn - iøvrigt er de bange for myg. En amerikaner spurgte os i går aftes om vi var Moskitoproof - nej det er vi ikke, men vi har fundet noget super myggespray, som er helt myggesikkert. Sidder amerikanerne ikke inde i camperen, så pudser og polerer de på den. Vi tager det knap så højtideligt, dog er Helge lige blevet inspireret til at vaske frontruden, så den er klar til vi skal køre i morgen, hvor det nu gælder North DakotaSlut for denne gang.

Canada, Washington og Oregon

Så er vi atter klar ved tasterne. PC muligheden kom, da vi "landede" hos Miriam, vor 9o årige veninde i Portland, Oregon. Siden vi forlod vor luksusvilla ved Kalmalka søen, har turen atter budt paa store naturoplevelser. Langs vejen stødte vi hele tiden på herlige frugtboder med de dejligste kirsebær og til næsten ingen penge. Vejene bragte os op og ned gennem friske grønne skove og når landevejen stoppede ved en flod, blev den forlænget med en færge, der bragte os over til den anden side, hvor vi så fortsatte turen. Vi havde mødt nogle tyskere, ja vi spottede på lang afstand, at det var tyskere. De stod nemlig og gjorde rent paa campingstedet "ordnung muss sein", som det hedder. Tyskerne berettede om nogle varme kilder i Nakusp - så dem måtte vi da se. Vi fandt en campingplads lige ved kilderne og det var en oplevelse af varme at dykke ned i et bassin med 40 gr. varmt vand / herligt. Vi var der et par timer, så det var rigeligt de 7$ værd pr. næse.Det kan nok være, vi sov godt om natten
14. juli. Næste morgen af sted mod USA, men forinden en 35 min. sejllads på en flod. Vel tilbage i USA og gennem grænsekontrollen uden problemer, dog ville amerikanerne gerne vide, hvorfor vi dog havde været i Canada. "Just to see it"lød svaret. Ok. said the man and let us pass. Nu var vort næste mål Mt. Helens, i Washington. En vulcan, der gik i udbrud i 1986 efter at have sovet i 100 år. Forinden passerede vi Mount Raineer et sneklaedt bjerg i nationalparken. I 2006 faldt der på en nat 20 cm. regn, så det udartede til en naturkatastrofe, hvor træer, veje, visitor centers blev vasket væk. Parken var endnu ikke fuldt restaureret, såa vi måtte betragte det meste paa afstand, men fantastisk var det alligevel. Det er næsten ikke til at se sig mæt paa alle disse naturens vidundere - men videre måtte vi jo.Vi snuppede os lige en overnatning i Randle. Vi fik en god plads / men vi undrede os lidt, da vi sad på pladsen med vor Kings Crabs og en fl. hvidvin. Folk sagde:Hello og præsentrede sig. Andre spurgte, var I ikke her sidste år? Vi var lidt desorientrede, til sidst spurgte vi forsigtigt, om der var et møde. Jo, da det var anonyme alkoholikere, der skulle have et weekendstævne. Vi grinte og pegede på vor vinflaske og fortalte, at vi var danskere, men at vi i Danmark godt kendte AA. Der var særligt en ung mand Dillan. Han fortalte os, at han havde været paa drug og sprut og var havnet i fængsel. Her har I Dillan og hans mor. Men nu takket været AA var han i gang med en uddannelse og havde vaeret clean i 4 år. Vi er sikre på, at det vil lykkes for ham. Der er mange gode menneskelig oplevelser herovre, folk er saa positive.
Næste morgen op og af sted.
Nu nærmede vi os Mt. st. Helens atter et eksempel på naturens forunderlige kræfter. Pludselig i 1986 røg toppen af bjerget og ild og aske væltede op af jorden med et tryk som en atombombe. Grus, klipper, aske, gas, træer væltede ned af bjergsiden og rev alt med sig. Vi talte med en mand fra Georgia, som fortalte, at man havde sporet asken så langt væk som til Georgia en af de sydlige stater. Ja, lige som naturen kan ødelægge, så havde naturen nu osse selv reeatableret, Trær var begyndt at vokse igen og der var atter blevet grønt. Vandstanden i en sø neden for bjerget steg med 680 m. og var blevet dobbelt så stor. Døde træer dannede en kunstig dæmning. Det var et fantastisk eksempel paa naturens kræfter. Videnskaben venter nu blot paa det næste udbrud. Vi havde ikke tid at vente, for Miriam i Portland ventede os i løbet af fredagen. Ved femtiden nåede vi Miriam og snakken gik med det samme. Vort dejlige vaerelse fra sidste år var klar til os, og vi krøb til sengs ved 21.tiden. I skrivende stund sidder vi ved Miriams PC og sender hermed en masse varme til hilsner til alle i Danmark, nu har vi jo kun en maaneds tid tilbage af vor herlige ferie / jo, livet er stadig herligt Nå, nu kalder Miriam til lunch.

Paa genhoer naeste gang

Via Oregon til Canada

Nu er det da vist på tide, at vi lader høre fra os. I kunne jo tro, at vi var faret vild herovre eller det, der var værre. Nej, vi er her endnu men har ikke været steder, hvor det er lykkedes os at få gang i computeren. Lige nu sidder vi i en luksusvilla af første klasse ved den tiende reneste sø i verden ifgl. National Geographic. Men inden vi nåede så langt, har vi oplevet en masse. Fra San Francisco satte vi kurs nordpå mod Oregon og Canada. Vi kørte ad landeveje, der bragte os op til skyerne og ned igen. Vi oplevede et tordenvejr - ja det er jo USA, så selvfølgelig har vi aldrig oplevet det større - men flot var det. Kirsebærrerne er stadig uforlignelige både moreller og de sorte. Der glider stadig et halvt kilo ned om dagen - de gule er de bedste. Varmen var begyndt at være lidt trykkende om natten især, så vi glædede os over at komme nordpå.

På vej nordover passerede vi Crater Lake, en sø så blå, at selv verdens bedste turistforening kunne ikke have malet den mere blå - ja, den var virkelig noget for sig. I øvrigt indeholdt søen så meget vand, at lukkede man vandet ud i hele Californien ville vandstanden være 14 cm. over hele staten. Vi overnattede i en park ved søen. Det var 4. juli, men det mærkede vi ikke noget til, da det var forbudt at brænde fyrværkeri af inde i parken (brandfare), til gengæld var vi ved at blive ædt af myg - men vi overlevede takket været myggespray.
5. juli op og af sted til nye oplevelser. Det er da helt utroligt, hvad Vorherre har sørget for, at Amerikanerne har af flot og mærkelig natur. Lige pludselig dukker der et område op, som ikke består af andet end lava, som er væltet op af jorden for årtusinder siden, og nu ligger hulter til bulter langs landevejen. Nogle hundrede miles længere fremme bliver vi præsenteret for en forstenet skov af Gingo Bilobatræer.


Det er altid lykkedes os at finde ly for natten nogen gange nemmere end andre. Efter en god morgenmad gjorde vi klar til dagens tur.
Vi var nu i Oregon og besluttede, at vi ville beære Canada med vort besøg og så besøge Helges bekendt Bjørn, der forlod Odense som ganske lille dreng for at flytte til New Zealand med sine forældre. Bjørn har nu tilbragt det sidste 40-50 år i Canada.




Det er her luksusvillaen kommer ind. Bjørn og hans kone Pat ejer denne herlighed af et hus ved søen. De bruger huset til udlejning, men da det lige var tomt, kunne vi bo der, til vi skulle videre. Nu nyder vi livet, bader i søen, sejler i kajak og sover i en rigtig seng, ja, livet er herligt.

Vi skal nok lade høre fra os næste gang der er pcmulighed. Tak for alle hilsner, de bliver modtaget med taknemlighed.

Ad Highway 1 til Menglo Park v. San Francisco

Vi havde en herlig tur her til Menglo Park. hvor Helges kusine bor. Turen gik ad den snoede Highway 1, hvor vi gjorde stop ved en herlig strand. Vi tilbragte mange dejlige timer her, men bølgerne var ligeså store, som alt andet over here, så vi dristede os ikke til en badetur. Ved 18 tiden var det tid at komme videre, og vi satte GPS'en paa Menglo Park, som vi nåede ved 21 tiden. Vivian hilste os velkommen og efter en god snak om løst og fast og om, hvad der var passeret siden sidste år, krøb vi til køjs vi vor gode camper midt paa villavejen. Dagen i dag er gået med at blive klippet og at få skrevet her på bloggen. Til alle jer, der følger os på vor tur. Tak for mange gode hilsner, vi håber at kunne glæde jer med endnu flere oplevelser fra vor tur.

Så kom vi ud til Stillehavet

Endnu et eksempel paa en dejlig campground paa vej mod Monterey.
Efter en varm tur nåede vi Monterey, hvor vi havde besluttet os for at se Akvariet, som er saa kæmpestort, som kun Amerikanerne kan lave det. Der var i hundredevis af mærkelige fisk. Vi tilbragte to timer med at studere søheste og hajers vilde liv. Men inden skulle vi dog lige have noget mad. Vi fandt en dejlig restaurant lige ud til Stillehavet Det var heldigvis en fiskerestaurant, så det kan nok være, vi boltrede os i skaldyr / se bare Helges portion her / den krævede endda, at han fik hagesmæk på. Vi tog en tur paa "the 17mile drive" rundt om Montereys halvø. Der var udsigt til søløver, masser af fugle og langt ud over Stillehavet. Efter en dejlig dag i Monterey vendte vi tilbage til vor Campground, som vi havde reserveret om formiddagen. Efter en rolig nat gik det nord på ad Highway 1, USA's flotteste Highway.

Farvel til Lake Tahoe og videre mod Stillehavet

Vi tilbragte to dage ved Lake Tahoe bl. a. kunne badedyret ikke styre sig længere, så vi måtte en tur i søen, Det var ret så kold en omgang, men en dukkert eller to, blev det da til. Efter en tur rundt om Lake Tahoe var der rejer og kold hvidvin på en dejlig campground. Turen bringer os til mærkværdige naturfænomener og klipperne står hulter til bulter langs vejen Bl. a. så vi Mono Lake, hvor vandstanden er sunket 10 m. de sidste 25 aar og søbunden står nu som monumenter fra underverdenen

Ved Lake Powell og videre mod vest

Jo, vi nåede Lake Powell i strålende sol og bagende sommervarme. Søen er en stor kunstig sø, så menneske har fået et stort rekreativt område. Vi tog på en fem timers sejltur på søen. Båden bragte os til et nationalt monument "the Rainbow Bridge" det var en storslået sejltur. Vel tilbage fandt vi en dejlig natur campground med udsigt over søen. Vi fik kokkereret , menuen stod på pølser og kartoffelsalat. Vi krøb til køjs godt trætte efter endnu en dejlig dag.
Næste dag forsatte vi vestpå, hvor Las Vegas ventede. Vi var nu ikke meget for at vinde en mio., så vi kørte uden om og regnede med at sove oppe i bjergene, da det var steghedt. Men alle pladser var fuldt besat, så vi endte på en plads hvor spillefuglene slog sig ned i månedsvis og stadigt håbede på den store gevinst. Et par havde boet der i 13 år, uden at have vundet en rød reje, måske snarere tværtimod, de så i hvert fald ikke ud til at eje en klink. Nå, vi skulle jo bare sove og så af sted. Næste morgen drog vi videre uden morgenmad, der var for trist på casinopladsen. Til gengæld fik vi på en lille restaurant i Byen Beatty den dejligste morgenmad, det hele for blot 13$ (70 kr)En amerikansk gruppe pensionister fejrede f'oedselsdag paa stedet.
Naturen herovre er kapitel for sig, og man må lade amerikanerne, at de forstår at organisere og passe på, hvad de har. Vi havde læst om "The Devil's Postpile" et underligt naturskabt fænomen af basalt stykker, der rejste sig 20 m. i vejret i 2 km.'s højde. Vi måtte med en shuttlebus for at komme op at se det. Det er dog mærkelige ting, naturen kan frembringe. Vel nede fortsatte vi mod byen Bridgeport. Hvor et minimarked, efter amerikansk målestok efter danske vel snare et Kvikly marked, viste os til den herligste naturcampground. Næste morgen skulle vi se "Bodie" en spøgelsesby, der stod, som da den brændte i 1930. Byen var i slutningen af 1800tallet en metropol med et liv, der blev levet af spillere, guldgravere, letbenede damer og håndværkere. En mand lejede et stykke jord for tre mdr. I løbet af de tre md. udvandt han for 90.000$ guld, så ejeren var ikke interesseret i at forlænge lejemålet, men manden gik rettens vej og fik forlænget lejemålet og blev en af Bodie's rigeste mænd I 1930 gorde en kæmpebrand slut på det hele, og siden har byen ståeende som et minde om guldgravertiden på godt og ondt - men spændende var det at se. Nå, nu er Helge sulten, så jeg slutter nu

Tiden iler, vi er i det sydlige Utah

I lørdags nåede vi byen Bountiful en forstad til Salt Lake City. Vore venner fra sidste år stirrede forbavset, da vi pludselig stod uden for deres dør. Gensynsglæden var stor - de havde dog ikke modtaget vores mail, som vi havde sendt for en lille uges tid siden, så de var rigtigt overraskede. Vi blev straks bænket hos dem, og skulle fortælle løst og fast om vor tur. De forslog, at vi tog ud for at se et tempel, der havde åbent hus. Det er meget sjældent, at man har mulighed for at komme indenfor i et tempel. Det var særpræget oplevelse - man kan undre sig over, hvor i al verden de får alle de penge fra til deres prangende templer.Det blev til en dejlig aften med en god snak - ikke mindst om mormonernes tro. De er vist dybt religiøse, eller også er det bare os danskere, der ikke tigtig, er vant til det der med Gud, bordbøn m.m. Helge og jeg fik os et billigt grin bagefter, thi Helge troede, at Neal ( de hedder Neal og Roberta) sad og talte til mig, så Helge pludrede lystigt videre, til jeg fik ham gjort opmærksom på, at det var bordbøn, der var på tapetet lige nu. Vi skulle endelig sove hos dem, så vi blev indlogeret i et dejligt værelse med eget bad og det hele. Søndag morgen tog de os til Tabernaklet, hvor der var TV transmission med Mormonkoret ( 350 mænd og kvinder) Det var en oplevelse, af de helt store, vi var fuldkommen bjergtaget af musikken, lokalet og stemningen. Tårerne trillede ned af kinderne - det kan ikke forklares, men skal opleves. Bagefter var der rundvisning på Tempelpladsen af en dansk/svensk pige bl.a. så vi atter Thorvaldsens statue "den hvide krist" og hvad mere jo et kæmpe maleri af Carl Bloch - jo vi danskere har gjort os bemærket ude i den store verden. Iøvrigt var Neals slægt fra Bornholm. I øvrigt hed familien Anker Kofoed - så hvem ved , måske er ham der Anker Kofoeds slægt. Turen gik via det ny konferencecenter med en sal der kunne rumme 40.000 mennesker. Oppe taget var der lavet et landskab både som prærie og som en dal i Utah. For at bygningen skulle kunne bære alle jorden til planterne, havde man varmet jorden op til 1200 graden, så den nærmest blev til popkorn og derfor ikke vejede så meget. Ja, de kan de amerikanere. Vi så templet. Om eftermiddag skulle familien i templet i tre timer. Vi benyttede lejlighede til at køre en tur til Salt Lake, det er næsten lige så salt som det døde hav. Det var ikke rigtigt badevejr - men lyn og torden. Vel tilbage var der middag hos Neal og Roberta og tre af deres fem børn 6 af deres 14 børnebørn var kommet for at hilse på. Aftenen gik med diskussion om religon, og Neal troede vist, at han var ved at få omvendt Helge - men det går vist ikke så let. Kl. 23. kravlede vi til køjs, vi skulle jo videre næste morgen. Morgenmad i USA er lidt for sig. Mormoner indtager jo hverken kaffe eller te, så vi hentede vores nescaffe, og lavede kaffe fra varmt vandshanen.

Det var lidt trist at skulle sige farvel, vi var virkelig kommet til at kende disse pragtfulde mennesker - omend de med deres tro var ret så forskellige fra vores - ´men det er jo charmen ved at rejse og ved at møde andre mennesker. Vi satte kurs sydpå og i skrivende stund, sidder vi på en dejlig campground og skal til at nyde en gang rejer. Det er dog ret så besværligt at få fat på en flaske hvidvin, så vi må nøjes med øl til maden og så til køjs for at blive klar til morgendagens oplevelser. Nå, vi fik ikke lagt dagens tekst ud på nettet, så I får lige en sidstehilsen, inden vi sætter kurs mod Lake Powel, som ligger på grænsen mellem Utah og Arizona. Vi har nydt en dejlig morgenmad med kaffe, grapefrugt, blødkogt æg og det hele. Helge har fået kikket på vor gasforsyning, som vi har været lidt usikre på, men det ser nu ud til at virke.

Her har vil Helge i en gammel indianerhule med vægmalerier.

Nu er vi i Mormonland, Utah

Jo, livet er stadig herligt. Vi havde nær glemt at fortælle, at vi var inde at se et amerikansk stats fængsel, som dog nu kun er museum. Vi må nok sige, at det får vore fængsler til at ligne 5stjernede hoteller. Opførte de sig ikke ordentlig, tog man først puden, så tæppet og hvis det så ikke hjalp, røg madrassen og man måtte sove på den bare stenbænk. Et gaskammer med tilhørende stol var i brug til en gang i 70erne, iøvrigt er der stadig dødsstaf i Wyoming. Guiden sagde lidt stolt: "vi har ikke henrettet nogen siden 1995" Det var lidt deprimerende at se, hvilke forhold man bød fangerne helt frem til 1982. Men vi måtte videre, ja,livet har mange facetter.

Vi nyder livet i camperen, som bringer os frem til de mest utrolige udsigter, til al mulig slags vejr, dejlige campgrounds og spændende mennesker, der synes, det er helt utroligt, at vi to gamle knarker gør en sådan tur, og så deres kirsebær ikke at forglemme, de er bare dejlige, der kan nemt ryge et kg. om dagen. men de koster også kun 20 kr. for et kg. og så er de altså bare så søde og saftige. I går gik turen gennem et Indianerreservat, og det er jo ikke udtryk for den største rigdom i USA. I byen Heber belsuttede vi os for at besøge en restaurant, som var anført i en af vore kloge bøger. Da vi endelig fandt den, lignede det bare en grillbar. Vi blev lettere overraskede, da vi kom ind til hvide duge og en modtagelse som om ,vi var ventede gæster. Helge fik en lækker Helleflynder og jeg kastede mig over en oksefillet. Det var mad i topklasse - men ikke af de billige. Vi læste senere, at det var en af Utah bedste restauranter.

Nu gjaldt det om at finde en campground, mørket var ved at falde på. Vi fandt en på kortet - men de havde den frækhed at ville have 50$ for en nat. Det, syntes vi, var i overkanten, så vi kørte tilbage til byen, hvor vi havde set et skilt med "RVpark". Det var et højst ejendommeligt sted - masser af mobilhomes og legende børn - møbler der var placeret hulter til bulter. De havde en plads til os 20$ - men den var heller ikke mere værd. Vi fik os imidlertid en god nats søvn. Inden vi forlod pladsen kom en mand hen for at tale med os. Han havde boet på pladsen de sidste 10 år, hvor han var kommet fra Alaska. Hans mor var indianer og hans far russer. Han fortalte videre, at han var 78 - i vore øjne var han mindst 200 år gammel. Han boede i en lille campingvogn sammen med sin hund. Ja, det var nok en af Amerikas mørkesider. Stedet hvor folk, der er sat ud af deres huse eller af anden grund er rutschet ned ad samfundets stige, havner. Han lod nu til at være glad os tilfreds med tilværelsen. Man kan nu alligevel ikke lade være med at tænke, hvad/ når, hvis han bliver syg. Vi takkede for sludren og kørte hen til National Forrest visitor center, hvor vi lavede os en gang morgenmad. Nu gik turen videre mod Salt Lake City over storslåede bjergstier via "The Alpine Loop" ,som bragte os op i 3000 m. højde forbi Robert Redfords Sundance Resort Center. Han må have købt et bjerg eller flere for at etablere sig der. Vel nede fra højderne - det vil sige nede i 1350 m. højde fulgte vi motorvejen gennem Salt Lake City til Fruit Heights, hvor vi havde kik på en Campground. Den var rigtig god, og vi slog os ned for resten af dagen og natten. Vi mødte et par mormoner sidste år, som vi har lovet at besøge, når og hvis vi kom forbi. Det regner vi med at gøre i morgen - ellers skal vi se Tabernaklet og Templet i byen Salt Lake City, som er hovedstaden i UTAH. Staten hvor 70% er mormoner. Men siden 1912, hvor gud fortalte deres overhovedet, at mormoner skal følge USAs love, har polygami ikke været tilladt. Nu må vi se, hvad morgen dagen bringer og vi vender tilbage senere på turen