Så blev det slut på en dejlig tur

Hvilken dag. I morges kl. 6.45 dukkede manden op, som skulle hente vores gode gamle bil. Den havde klaret det så flot, og var så fyldt med minder og nu skulle den ud på sin i denne omgang sidste tur. Vi havde fået et tilbud fra et skrotfirma. De ville købe den for at presse den sammen til en skotøjsæske, og så ville den sammen med andre "biler i skotøjsæske størrelse" ende sine dage i Europa eller Kina. Vi havde nydt turen så meget, så hvis andre kunne få bare halvt så megen glæden af bilen som os, skulle den i hvert fald ikke presses sammen til en skotøjsæske. Organisationen Disabled Veterans kom med en vogn, der løftede vores bil op og så kørte den ud i det uvisse. I løbet af to måneder vil vi høre, hvad der skete med den.
Men vi nåede dog en lille tre dages tur til det nordlige Minnesota. Søndag drog vi nordpå og Minnesota hedder ligesom Finland de ikke 1000 men de 10,000 søers land. Søndag nat sov vi på en dejlig campground, der i virkeligheden var til ære for et kæmpe Casino - der var fri shuttlebus til Casinoet - alle gæster var ude for at spille - og nogle få sad blot inde i deres Camper og så TV. Vi skulle hverken på Casino eller se TV, så vi nød det dejlige vejr og spiste i det fri. Mandag morgen ville bilen bare ikke starte - men man bor vel standsmæssigt, vi skulle bare hidkalde sikkerhedsvagten ved hjælp af lille flag. Der gik nogle få min. så dukkede hun - bemærk, det var en hun op og hjalp os i gang. Vi rullede videre nordpå gennem dejlig skove med dybblå søer. Det kneb lidt med at finde en campground, så vi tyede til GPS'en. Det kan nok være, den bragte os ud på små vildsomme veje, men allerbedst vi endte på den dejligste plads ved en sø fuld af åkander. Der var måske lige rigeligt nok med myg, men vi har fundet noget rigtig godt myggespray, der klarede situationen for os. Næste morgen videre til byen Hayward, vi var løbet tør for kontanter. Første bank skulle man være medlem for at kunne få penge. Næste bank var en drive in bank, men selvom vi walked in, we got some money. Man er nødt til at have et par håndører, selv om det er plastikkortenes land. Vi fortsatte sydpå, vi skulle jo være tilbage onsdag, så bilen kunne være klar til torsdag morgen. Det var temperatur på over de 35, så vi havde et ønske om at finde en campground ved en sø. Det lykkedes, og vi fik en svømmetur i en herlig sø med rigtig sandbund og dejligt friskt vand. Endnu en dejlig sommeraften som vi vil mindes med fryd. Onsdag morgen satte vi kurs mod St. Paul og nåede frem først på eftermiddagen.

Efter en kort pause gik vi i gang med det mindre sjove - at tømme bilen, så den var klar til torsdag morgen. Det var den mindre sjove del af turen, som jo ikke var til at undgå. Men hvor har det dog været en uforglemmelig og indholdsrig tur -

men vi er optimister, der venter meget mere, så vi glæder os allerede til næste oplevelse.

Finder vi nogle gode billeder, når vi kommer hjem, vil vi dele dem jer.

Tilbage i Minnesota, St. Paul

Mandag 21. juli ankom vi til min brors sommerhus i Wheeler i Wisconsin. Stedet hvor vi for godt to måneder siden havde vort første møde med bilen, der skulle være vores hjem gennem hele turen. Vi havde en dejlig tur til Wisconsin, men alligevel var stemningen lidt trykket. Ingen af os kunne rigtigt lide at sige, at vi faktisk havde fået en form for veneration for den gamle spand af en bil, og hvad nu skulle den bare skrottes, eller kan nogen få glæde af den? Hvor havde vi dog nydt det, og hvor havde den bragt os rundt til store uforglemmelige oplevelser, og til møde med en masse spændende mennesker, og givet os så megen glæde, at man skulle tro, det var løgn. Lige fra indianeren, der stoppede for at spørge, om vi havde brug for hjælp. til trucken der stoppede for at give os strøm, da bilen drillede. En masse dejlige mennesker havde standset os for at fortælle, at de havde en sådan bil derhjemme, og at de ikke ville bytte den væk, den var simpelthen bare sagen, når de kørte på ture. Vi blev et par dage i hytten for lige at lande rigtigt og for at diskutere, hvad vi skulle gøre med bilen. Der var flere muligheder. Manden der havde solgt os den, der var Craig's list - en slags blå avis - og endelig kunne vi give den til en hjælpeorg. Manden ville alligevel ikke have den, så vi besluttede os for org. "Disabled Veterans", de ville så enten gøre den i tip top stand og give den til en veteran eller sælge den, og så bruge pengene til hjælpearbejdet. Helge og jeg føler, at vi på den måde måske betaler en lille smule tilbage til USA for, hvad deres soldater i sin tid har gjort for Europa og dermed osse for Danmark. Nu er det aftalt, at bilen hentes af organisationen på næste torsdag og så er det endelig slut med vore dejlige oplevelser - men men - forinden har vi tænkt lige at snuppe en lille tur nordpå i Minnesota- men vi skal nok lige sende en sidste rapport, inden vi søndag d. 3. aug. sætter os i flyveren til Danmark meget rigere på opevelser og taknemmelige for, at vi har haft chancen for denne fantastiske rejse.
Det er et par "rigere" mennesker, der sætter sig i flyveren d. 3. aug. kl. 19.30 lokal tid.

Yellowstone og videre til Montana, Wyoming og South Dakota

Vi fik sagt farvel til vor dejlige Miriam i Portland. Tre dage efter nåede vi Yellowstone. Vi må giver turistbøgerne ret, det er noget helt specielt med et besøg i Yellowstone, og det er absolut et must. Vi har kørt af snoede bjergveje, der næsten førte os op i himlen, vi stoppede dog ved de sneklædte tinder. Vi har set sprudlende geysere, der sprang hundreder af meter op i luften. Vi har vandret langs kogende svovlsøer og skuet ned i bunden af søer, der var så blå, at man skulle tro, at turistforeningen havde været på spil. Vi har set bjørn, elge, bissonokser og hjortedyr i alle afskygninger. Vi betragtede en Golden Eagle, der netop var landet med sit bytte på en mark lige ved vejen. Vi har osse oplevet mere jordnære ting af de sjove. Inde i parken ville vi i en butik , købe en fl. rødvin til aftensmaden. Vi blev bedt om at vise legitimation. Den lå i bilen, som var parkeret langt borte. Vi grinte og sagde til kassemanden, at det var da smigrende, at han mente, vi måske ikke var over 21 år. Men nej, det var ramme alvor - uden legitimation ingen rødvin. Vi spurgte herren ved siden af, om han ikke kunne købe den for os, da han havde sin legitimation, men nej så skulle chefen først hentes. Han sagde, at kun hvis han så, at manden betalte med sine egne penge og bar vinen ud af butikken kunne det lade sig gøre. Vi fik ordnet sagen og var glade over at have en fl. rødvin til aftensmaden. Ja, sådan er der så meget. Vi sov to nætter i Yellowstone og oplevede hele parken på kryds og tværs. Det er et fantastisk stykke natur. Nu gik turen videre via Montana , hvor vi i Cody var til Rodeo. Indledningen var meget flot og en hyldest til det amerikanske flag. Selve Rodeoen, var ikke noget for os. Skal jeg sige det groft, var det amerikansk kultur, når det er værst.. Herefter et lille smut i Wyoming for atter at krydse ind i South Dakota. I dag har vi kørt gennem indianerreservatet Pine Ridge, stedet hvor massakren ved Wounded Knee fandt sted i slutningen af attenhundredtallet. Indianerne slog de amerikanske styrker, men sejren fik ikke love at vare ret længe Amerikanerne vendte tilbage med fornyet styrke og dræbte 300 fredelige indianere. Massakren ved Wounded Knee er absolut en skamplet på Amerikas historie.Vi besøgte et museum med indiansk kunst og kultur og her så vi billederne fra det frygtelige slag. I skrivende stund sidder vi på en campingplads ved Badlands og i morgen forsætter turen østpå. Vi mødte i Yellowstone en gruppe Amish folk. En flok unge mænd på mellem 20 - 30 år, der har fået lov at tage ud i "verden" for at se livet. Dog må de ikke selv køre deres bil. Ligesom deres religion forbyder al mulig moderne pjank som PC, radio, telf. og biler m.m. Dette møde gav os lyst til at se deres samfund Lanesboro i Minnesota, så det er vort mål lige nu. inden vi sætter kurs mod St. Paul.

P.S. I dag har jeg kun skubbe bilen en gang - så det går fremad endnu. Lige nu kan vi ikke komme ind på TDC Email, så alle må nøjes med denne hilsen fra os.

Så nåede vi Portland, Oregon 2.juli

Vi følger stadig Highway 1, og vi må give navngiverne ret, det er vel nok den smukkeste tur, man kan opleve. En natur så afvekslende, at den sjældent ses mage til. Vi besøgte "the mysterie Trees" en skov af kæmpe redwoods, så store, at man tror, det er løgn. Et af de 1000 år gamle træer giver plads til en lille "bryllupsceremonisal", hvor det er meget populært at blive viet. Andre træer var væltet for hundrede af år siden, men fortsatte med at vokse vandret. Vi fortsatte turen gennem Redwoodskoven, det kan nok være man føler sig lille bitte blandt disse skovens kæmper. Senere passerede vi "the Sealion Cave" endnu et stykke af naturens vidundere langs Highway 1. Søløver ikke blot et par stykke men i hundredvis har lejret sig på en klippe, og de laver en støj uden lige. Herefter tager man en elevator ned til en grotte i klipperne, hvor endnu flere søløver holder til. Søløve hannen udvælger sig et "harem" på en 20-25 stik. og jager dem op på en klippe, så har han travlt med at få "damerne" til at blive på klippen. Det var et utroligt stykke naturhistorie, der udspandt sig for øjnene af os. Langs vejen lykkedes det os hele tiden af finde campgrounds med plads osse til en bil, der kun kan køre fremad. På den første plads i Oregon, lød pludselig råbet "there is a bear" Vi troede, det var nogle børn, der morede sig, så vi reagerede ikke, og der kom heller ikke nogen bjørn, men da vi skulle til ro, kom campingfatter og fortalte, at vi skulle sørge for, at alt mad var forsvarligt låst nede, da der kom bjørne om natten, og iøvrigt havde der lige været en om eftermiddagen. Næste dag kunne vi i avisen læse, at en cyklist var blevet angrebet af en bjørn. Vi fortsatte nordpå til Tillamok, hvor vi drejede østpå mod Portland. Her skulle vi besøge Miriam, som jeg havde mødt på en tur på Donau i 2002. Vi tilbragte nogle dejlige dage hos hende. Hun er 89 år, men ter sig som en teenager. kører bil som var det en dødsdrom, hun cirklede rundt i. Vi var til Grillparty hos hendes søn, vi var til fyrværkeri 4. juli på havnefronten, hvor vi nød det hele fra en niende sal. Fyrværkeriet kan vi nu gøre flottere i Danmark takket være Lars Barfod, den store danske fyrværkerimester. Nu er vi på vej mod Idaho, som vi når i morgen og så sigter vi Yellowstoneparken, men det skal vi nok vende tilbage om senere.