Fra Portland syd på i Oregon og atter nord på mod Montana

Det er lørdag aften, og vi er på en campground lige ved Flathead søen. Vi fik her mulighed for at få gang i forfatterpennen. Efter nogle dejlige dage hos Miriam, hvor vi var en tur ved Stillehavet og på et besøg hos hendes søn David, satte vi kurs øst på. Vi kørte langs Columbia River og drejede så syd på i Oregon.Det er jo næsten umuligt at berette om denne herlige tur. Der er stadig masser af kirsebær og sol og varme. Den ene campground bedre end den anden. Vi har været så at sige helt alene i en naturpark med dejlig skygge og en del myg. Alt dette for kun 4$ for en nat. En anden nat var vi nabo til en dejlig sø, hvor fiskene sprang - vi har ledt efter campgrounds,
som GPS'ren fortalte var at finde - blot for at erfare, at der absolut ikke var nogen campground og det var bare en Dead End vej, som det hedder, så det var 12 miles tilbage. Vi kørte gennem det østlige Oregon i John Day Fossil Bed - en naturpark, hvor forskerne har fundet og studeret masser af dinosaurer. I en lille by med 40 gr. varme var det tid for frokost. Vi trængte til at blive kølet af, så vi fandt byen eneste og dermed osse bedste saloon, der bød på en masse variationer af burgere - det er altså deres nationalspise. Byen var så død, som man nu kan være, inden man bliver til et stykke menneskeligt fossil. Burgeren var god nok og isvandet gjorde godt i varmen. Nå, vi måtte videre, inden vi selv blev til fossiler. Det lyder måske mærkeligt for jer, der hjemme, men vi kunne godt have tænkt os en regnvejrsdag - men noget sådant findes vist ikke herovre på denne årstid. Vi kom en tur gennem det nordlige Idaho og satte kursen mod Montana. Vi nåede Montana i dag Lørdag og satte GPS'en på Flathead Lake. Nu sidder vi som de eneste udenfor i en herlig sommeraften og nyder det. Alle amerikanerne sidder inde i deres store Campere og ser fjernsyn - iøvrigt er de bange for myg. En amerikaner spurgte os i går aftes om vi var Moskitoproof - nej det er vi ikke, men vi har fundet noget super myggespray, som er helt myggesikkert. Sidder amerikanerne ikke inde i camperen, så pudser og polerer de på den. Vi tager det knap så højtideligt, dog er Helge lige blevet inspireret til at vaske frontruden, så den er klar til vi skal køre i morgen, hvor det nu gælder North DakotaSlut for denne gang.

Canada, Washington og Oregon

Så er vi atter klar ved tasterne. PC muligheden kom, da vi "landede" hos Miriam, vor 9o årige veninde i Portland, Oregon. Siden vi forlod vor luksusvilla ved Kalmalka søen, har turen atter budt paa store naturoplevelser. Langs vejen stødte vi hele tiden på herlige frugtboder med de dejligste kirsebær og til næsten ingen penge. Vejene bragte os op og ned gennem friske grønne skove og når landevejen stoppede ved en flod, blev den forlænget med en færge, der bragte os over til den anden side, hvor vi så fortsatte turen. Vi havde mødt nogle tyskere, ja vi spottede på lang afstand, at det var tyskere. De stod nemlig og gjorde rent paa campingstedet "ordnung muss sein", som det hedder. Tyskerne berettede om nogle varme kilder i Nakusp - så dem måtte vi da se. Vi fandt en campingplads lige ved kilderne og det var en oplevelse af varme at dykke ned i et bassin med 40 gr. varmt vand / herligt. Vi var der et par timer, så det var rigeligt de 7$ værd pr. næse.Det kan nok være, vi sov godt om natten
14. juli. Næste morgen af sted mod USA, men forinden en 35 min. sejllads på en flod. Vel tilbage i USA og gennem grænsekontrollen uden problemer, dog ville amerikanerne gerne vide, hvorfor vi dog havde været i Canada. "Just to see it"lød svaret. Ok. said the man and let us pass. Nu var vort næste mål Mt. Helens, i Washington. En vulcan, der gik i udbrud i 1986 efter at have sovet i 100 år. Forinden passerede vi Mount Raineer et sneklaedt bjerg i nationalparken. I 2006 faldt der på en nat 20 cm. regn, så det udartede til en naturkatastrofe, hvor træer, veje, visitor centers blev vasket væk. Parken var endnu ikke fuldt restaureret, såa vi måtte betragte det meste paa afstand, men fantastisk var det alligevel. Det er næsten ikke til at se sig mæt paa alle disse naturens vidundere - men videre måtte vi jo.Vi snuppede os lige en overnatning i Randle. Vi fik en god plads / men vi undrede os lidt, da vi sad på pladsen med vor Kings Crabs og en fl. hvidvin. Folk sagde:Hello og præsentrede sig. Andre spurgte, var I ikke her sidste år? Vi var lidt desorientrede, til sidst spurgte vi forsigtigt, om der var et møde. Jo, da det var anonyme alkoholikere, der skulle have et weekendstævne. Vi grinte og pegede på vor vinflaske og fortalte, at vi var danskere, men at vi i Danmark godt kendte AA. Der var særligt en ung mand Dillan. Han fortalte os, at han havde været paa drug og sprut og var havnet i fængsel. Her har I Dillan og hans mor. Men nu takket været AA var han i gang med en uddannelse og havde vaeret clean i 4 år. Vi er sikre på, at det vil lykkes for ham. Der er mange gode menneskelig oplevelser herovre, folk er saa positive.
Næste morgen op og af sted.
Nu nærmede vi os Mt. st. Helens atter et eksempel på naturens forunderlige kræfter. Pludselig i 1986 røg toppen af bjerget og ild og aske væltede op af jorden med et tryk som en atombombe. Grus, klipper, aske, gas, træer væltede ned af bjergsiden og rev alt med sig. Vi talte med en mand fra Georgia, som fortalte, at man havde sporet asken så langt væk som til Georgia en af de sydlige stater. Ja, lige som naturen kan ødelægge, så havde naturen nu osse selv reeatableret, Trær var begyndt at vokse igen og der var atter blevet grønt. Vandstanden i en sø neden for bjerget steg med 680 m. og var blevet dobbelt så stor. Døde træer dannede en kunstig dæmning. Det var et fantastisk eksempel paa naturens kræfter. Videnskaben venter nu blot paa det næste udbrud. Vi havde ikke tid at vente, for Miriam i Portland ventede os i løbet af fredagen. Ved femtiden nåede vi Miriam og snakken gik med det samme. Vort dejlige vaerelse fra sidste år var klar til os, og vi krøb til sengs ved 21.tiden. I skrivende stund sidder vi ved Miriams PC og sender hermed en masse varme til hilsner til alle i Danmark, nu har vi jo kun en maaneds tid tilbage af vor herlige ferie / jo, livet er stadig herligt Nå, nu kalder Miriam til lunch.

Paa genhoer naeste gang

Via Oregon til Canada

Nu er det da vist på tide, at vi lader høre fra os. I kunne jo tro, at vi var faret vild herovre eller det, der var værre. Nej, vi er her endnu men har ikke været steder, hvor det er lykkedes os at få gang i computeren. Lige nu sidder vi i en luksusvilla af første klasse ved den tiende reneste sø i verden ifgl. National Geographic. Men inden vi nåede så langt, har vi oplevet en masse. Fra San Francisco satte vi kurs nordpå mod Oregon og Canada. Vi kørte ad landeveje, der bragte os op til skyerne og ned igen. Vi oplevede et tordenvejr - ja det er jo USA, så selvfølgelig har vi aldrig oplevet det større - men flot var det. Kirsebærrerne er stadig uforlignelige både moreller og de sorte. Der glider stadig et halvt kilo ned om dagen - de gule er de bedste. Varmen var begyndt at være lidt trykkende om natten især, så vi glædede os over at komme nordpå.

På vej nordover passerede vi Crater Lake, en sø så blå, at selv verdens bedste turistforening kunne ikke have malet den mere blå - ja, den var virkelig noget for sig. I øvrigt indeholdt søen så meget vand, at lukkede man vandet ud i hele Californien ville vandstanden være 14 cm. over hele staten. Vi overnattede i en park ved søen. Det var 4. juli, men det mærkede vi ikke noget til, da det var forbudt at brænde fyrværkeri af inde i parken (brandfare), til gengæld var vi ved at blive ædt af myg - men vi overlevede takket været myggespray.
5. juli op og af sted til nye oplevelser. Det er da helt utroligt, hvad Vorherre har sørget for, at Amerikanerne har af flot og mærkelig natur. Lige pludselig dukker der et område op, som ikke består af andet end lava, som er væltet op af jorden for årtusinder siden, og nu ligger hulter til bulter langs landevejen. Nogle hundrede miles længere fremme bliver vi præsenteret for en forstenet skov af Gingo Bilobatræer.


Det er altid lykkedes os at finde ly for natten nogen gange nemmere end andre. Efter en god morgenmad gjorde vi klar til dagens tur.
Vi var nu i Oregon og besluttede, at vi ville beære Canada med vort besøg og så besøge Helges bekendt Bjørn, der forlod Odense som ganske lille dreng for at flytte til New Zealand med sine forældre. Bjørn har nu tilbragt det sidste 40-50 år i Canada.




Det er her luksusvillaen kommer ind. Bjørn og hans kone Pat ejer denne herlighed af et hus ved søen. De bruger huset til udlejning, men da det lige var tomt, kunne vi bo der, til vi skulle videre. Nu nyder vi livet, bader i søen, sejler i kajak og sover i en rigtig seng, ja, livet er herligt.

Vi skal nok lade høre fra os næste gang der er pcmulighed. Tak for alle hilsner, de bliver modtaget med taknemlighed.