Så er vi atter klar ved tasterne. PC muligheden kom, da vi "landede" hos Miriam, vor 9o årige veninde i Portland, Oregon. Siden vi forlod vor luksusvilla ved Kalmalka søen, har turen atter budt paa store naturoplevelser. Langs vejen stødte vi hele tiden på herlige frugtboder med de dejligste kirsebær og til næsten ingen penge. Vejene bragte os op og ned gennem friske grønne skove og når landevejen stoppede ved en flod, blev den forlænget med 
en færge, der bragte os over til den anden side, hvor vi så fortsatte turen. Vi havde mødt nogle tyskere, ja vi spottede på lang afstand, at det var tyskere. De stod nemlig og gjorde rent paa campingstedet "ordnung muss sein", som det hedder. Tyskerne berettede om nogle varme kilder i Nakusp - så dem måtte vi da se. Vi fandt en campingplads lige ved kilderne og det var en oplevelse af varme at dykke ned i et bassin med 40 gr. varmt vand / herligt. Vi var der et par timer, så det var rigeligt de 7$ værd pr. næse.Det kan nok være, vi sov godt om natten
14. juli. Næste morgen af sted mod USA, men forinden en 35 min. sejllads på en flod. Vel tilbage i USA og gennem grænsekontrollen uden problemer, dog ville amerikanerne gerne vide, hvorfor vi dog havde været i Canada. "Just to see it"lød svaret. Ok. said the man and let us pass. Nu var vort næste mål Mt. Helens, i Washington. En vulcan, der gik i udbrud i 1986 efter at have sovet i 100 år. Forinden passerede vi Mount Raineer et sneklaedt bjerg i nationalparken. I 2006 faldt der på en nat 20 cm. regn, så det udartede til en naturkatastrofe, hvor træer, veje, visitor centers blev vasket væk. Parken var endnu ikke fuldt restaureret, såa vi måtte betragte det meste paa afstand, men fantastisk var det alligevel. Det er næsten ikke til at se sig mæt paa alle disse naturens vidundere - men videre måtte vi jo.Vi snuppede os lige
en overnatning i Randle. Vi fik en god plads / men vi undrede os lidt, da vi sad på pladsen med vor Kings Crabs og en fl. hvidvin. Folk sagde:Hello og præsentrede sig. Andre spurgte, var I ikke her sidste år? Vi var lidt desorientrede, til sidst spurgte vi forsigtigt, om der var et møde. Jo, da det var anonyme alkoholikere, der skulle have et weekendstævne. Vi grinte og pegede på vor vinflaske og fortalte, at vi var danskere, men at vi i Danmark godt kendte AA. Der var særligt en ung mand Dillan. Han fortalte os, at han havde været paa drug og sprut og var havnet i fængsel. Her har I Dillan og hans mor. Men nu takket været AA var han i gang med en uddannelse og havde vaeret clean i 4 år. Vi er sikre på, at det vil lykkes for ham. Der er mange gode menneskelig oplevelser herovre, folk er saa positive.
Næste morgen op og af sted.
Nu nærmede vi os Mt. st. Helens atter et eksempel på naturens forunderlige kræfter. Pludselig i 1986 røg toppen af bjerget og ild og aske væltede op af jorden med et tryk som en atombombe. Grus, klipper, aske, gas, træer væltede ned af bjergsiden og rev alt med sig. Vi talte med en mand fra Georgia, som fortalte, at man havde sporet asken så langt væk som til Georgia en af de sydlige stater. Ja, lige som naturen kan ødelægge, så havde naturen nu osse selv reeatableret, Trær var begyndt at vokse igen og der var atter blevet grønt. Vandstanden i en sø neden for bjerget steg med 680 m. og var blevet dobbelt så stor. Døde træer dannede en kunstig dæmning. Det var et fantastisk eksempel paa naturens kræfter. Videnskaben venter nu blot paa det næste udbrud. Vi havde ikke tid at vente, for Miriam i Portland ventede os i løbet af fredagen. Ved femtiden nåede vi Miriam og snakken gik med det samme. Vort dejlige vaerelse fra sidste år var klar til os, og vi krøb til sengs ved 21.tiden. I skrivende stund sidder vi ved Miriams PC og sender hermed en masse varme til hilsner til alle i Danmark, nu har vi jo kun en maaneds tid tilbage af vor herlige ferie / jo, livet er stadig herligt Nå, nu kalder Miriam til lunch.
en færge, der bragte os over til den anden side, hvor vi så fortsatte turen. Vi havde mødt nogle tyskere, ja vi spottede på lang afstand, at det var tyskere. De stod nemlig og gjorde rent paa campingstedet "ordnung muss sein", som det hedder. Tyskerne berettede om nogle varme kilder i Nakusp - så dem måtte vi da se. Vi fandt en campingplads lige ved kilderne og det var en oplevelse af varme at dykke ned i et bassin med 40 gr. varmt vand / herligt. Vi var der et par timer, så det var rigeligt de 7$ værd pr. næse.Det kan nok være, vi sov godt om natten14. juli. Næste morgen af sted mod USA, men forinden en 35 min. sejllads på en flod. Vel tilbage i USA og gennem grænsekontrollen uden problemer, dog ville amerikanerne gerne vide, hvorfor vi dog havde været i Canada. "Just to see it"lød svaret. Ok. said the man and let us pass. Nu var vort næste mål Mt. Helens, i Washington. En vulcan, der gik i udbrud i 1986 efter at have sovet i 100 år. Forinden passerede vi Mount Raineer et sneklaedt bjerg i nationalparken. I 2006 faldt der på en nat 20 cm. regn, så det udartede til en naturkatastrofe, hvor træer, veje, visitor centers blev vasket væk. Parken var endnu ikke fuldt restaureret, såa vi måtte betragte det meste paa afstand, men fantastisk var det alligevel. Det er næsten ikke til at se sig mæt paa alle disse naturens vidundere - men videre måtte vi jo.Vi snuppede os lige
en overnatning i Randle. Vi fik en god plads / men vi undrede os lidt, da vi sad på pladsen med vor Kings Crabs og en fl. hvidvin. Folk sagde:Hello og præsentrede sig. Andre spurgte, var I ikke her sidste år? Vi var lidt desorientrede, til sidst spurgte vi forsigtigt, om der var et møde. Jo, da det var anonyme alkoholikere, der skulle have et weekendstævne. Vi grinte og pegede på vor vinflaske og fortalte, at vi var danskere, men at vi i Danmark godt kendte AA. Der var særligt en ung mand Dillan. Han fortalte os, at han havde været paa drug og sprut og var havnet i fængsel. Her har I Dillan og hans mor. Men nu takket været AA var han i gang med en uddannelse og havde vaeret clean i 4 år. Vi er sikre på, at det vil lykkes for ham. Der er mange gode menneskelig oplevelser herovre, folk er saa positive.Næste morgen op og af sted.
Nu nærmede vi os Mt. st. Helens atter et eksempel på naturens forunderlige kræfter. Pludselig i 1986 røg toppen af bjerget og ild og aske væltede op af jorden med et tryk som en atombombe. Grus, klipper, aske, gas, træer væltede ned af bjergsiden og rev alt med sig. Vi talte med en mand fra Georgia, som fortalte, at man havde sporet asken så langt væk som til Georgia en af de sydlige stater. Ja, lige som naturen kan ødelægge, så havde naturen nu osse selv reeatableret, Trær var begyndt at vokse igen og der var atter blevet grønt. Vandstanden i en sø neden for bjerget steg med 680 m. og var blevet dobbelt så stor. Døde træer dannede en kunstig dæmning. Det var et fantastisk eksempel paa naturens kræfter. Videnskaben venter nu blot paa det næste udbrud. Vi havde ikke tid at vente, for Miriam i Portland ventede os i løbet af fredagen. Ved femtiden nåede vi Miriam og snakken gik med det samme. Vort dejlige vaerelse fra sidste år var klar til os, og vi krøb til sengs ved 21.tiden. I skrivende stund sidder vi ved Miriams PC og sender hermed en masse varme til hilsner til alle i Danmark, nu har vi jo kun en maaneds tid tilbage af vor herlige ferie / jo, livet er stadig herligt Nå, nu kalder Miriam til lunch.
Paa genhoer naeste gang 
Ingen kommentarer:
Send en kommentar