tirsdag den 11. juni 2013

Det var så den sommer.......

Ja, så har vi forladt Cathrine og Kristian. Vi havde otte dejlige dage der samtidig med,at vi forlod Nice området, vinkede sommeren osse farvel til os. Vi har nu atter iført os de lange bukser og trøjer. Efter en herlig tur gernnem Provence går turen nu mod vest.
Natten til idag tilbragte vi på en campingplads i naturparken les grand Morovan. "Ak, hvor forandret", som en af vore forfattere sagde. Pladsen, som sidste år var ejet af et hollandsk par, blev nu drevet af en ganske ung franskmand, så den var ikke lige det, vi huskede. Men dog stadig dejlig. Den store sø lige op til pladsen, der sidste år var tømt for vand (en del af et større vandprojekt) var nu ved at blive fyldt op igen, så engen atter bliver en stor sø. Sådan foregår det hvert tiende år.
Vi har nu besluttet, at turen går mod Normandiet og Bretagne. Nu er det jo ikke som en smuttur til vestjylland, næh, det tager os to tre dage at komme frem, men turen i sig selv er jo det hele værd.
Vi lever højt på alle de kommentarer, vi modtager, når folk hører, at vi på det nærmeste er 80 år, ja, vi regner med, at vi har  været og er alderspræsidenter på samtlige campingpladser. Jeg må nok osse sige, at verden har forandret sig, når jeg tænker på, da min bedstefar fyldte 80, var det en oldgammel mand, der bare sad i en lænestol, med et slumretæppe, som det hed den gang, om benene og lod sig hylde af familien. Meget andet var det vist ikke i hans liv. Og hvad ser man nu to 80årige, der farter Europa rundt endda i autocamper. Ja, er det ikke dejligt. Til jer unge, der læser dette, det er slet ikke farligt at blive gammelt.
Nå, vi må videre, så I får ikke mere denne gang. Tak for hilsner og på genhør