Der er rigtig langt mellem netværkerne her i det sydlige. Vi er nået langt omkring siden vi sidst gav lyd fra os. Det blev ikke til noget stop hos Kristian i Monaco. Der var racerløb i Monacos gader, så vi kørte forsigtigt udenom og satte kurs mod Italien. Da vi, ja, vi var ikke klar over, om vi var i Frankrig el. Italien, stoppede ved et Auberge for en tår kaffe, viste det sig, at det var en dansk pige fra Mors, der havde slået sig ned her i det franske med sin engelske mand. Da hun hørte os tale, fik vi en rigtig snak,og hun tilbød venligt, at vi da kunne holde på Ppladsen ved hotellet natten over. Det modtog vi med glæde. En herlig rolig nat. Nu af sted mod Italien. Det kan nok være Helge fik sin ilddå i trafikken. Italienerne kører virkelig godt men osse hårdt, og så var det tilmed weekend, så alle var søgt mod havet. Vejene var pakket med biler og motorcykler. Italienere er da helt tossede med motorcykler og de kører osse som sådan, ustandselig blev vi overhalet af motorcykler, ja, de nærmest fløj forbi os uden kontakt med vejbanen. Vi så da osse et par motorcykler ligge på vejen, og førerne var forlængst transporteret til hospitalet. Vi fik hurtigt nok af trafikkaoset langs Middelhavet, så vi besluttede at krydse over til Østkysten i håb om, at der var mere roligt. Når vi skulle overnatte, gjorde i vi flittigt brug af bogen med Stellpladser. Vi nåede østkysten med gratis overnatning på mange dejlige pladser. Vi fandt en herlig plads, og det viste sig, at der var restaurant lige neden for pladsen,og skønneste udsigt over Adriaterhavet og så var vi helt alene. Men næste morgen dukkede der en nobel herre op, som forundret spurgte, hvem vi var, for han kendte os da ikke, og det var nemlig han private plads, vi holdt på. Vores GPS havde vist os et forkert sted hen. Vi undskyldte mange gange. Da vi fortalte, at vi var danskere, blev han ligefrem helt venlig. Det er dejligt som dansker, at man for det meste bliver vel modtaget. Vi fortsatte vor færd sydpå og endte på verdens bedste campingplads m. det hele og kun 20 m. til en herligste sandstrand. Det vrimlede med tyskere osse vore naboer men mægtig flinke og åbenhjertige, vi fik mangen god snak med dem. Vi blev her i 4 dage og nød strandlivet.
Nu måtte vi jo se at komme videre. Italien lå jo og ventede på os. Vi fik lyst til en tur til Mafialand,Sicilien, vi måtte da se, hvad det er for noget, så vi smuttede til Reggio, hvor færgen på 50 min. bragte os til Messina. Hold da k..... en trafik, der var. Biler og veje i flere etager, og de kører som om, det der med blinklys eller fuldt stop bestemt ikke er noget, man benytter sig af. Vi erfarede osse, at vil man frem i Italien, gælder det om at køre på Autostradaen. Vi forsøgte os i første omgang med de små kønne veje langs kysten og gennem de små byer - men det gik bestemt ikke, vi fylder for meget i de små gader, og er der noget, der kan få Italienerne op på hornet, er det, hvis man ikke kommer væk i en fart, og så vejbelægningen på de mindre veje er vist på niveau med Albanien ( det tager vi overog tjekker, inden vi tager hjemad). Vi benyttede lejligheden til at bestige Etnas 3300 m. i en firhjulstrækker. Det er fantastisk at se, hvordan lavamasserne er væltet ned fra vulkanen - der sidst havde et større udslip i 1978, men den er aktivt hvert år i febr. - apr. måneder.
Vi gør flittigt brug af GPS, men i går fik den virkelig bragt os på afveje. Vi havde i vor bibel "Stellplatzer", fundet en dejlig plads ved en Lido. Efter færgetur fra Messina tilbage til fastlandet gik det nordpå til vort natlogi. Vi kørte og kørte vejene blev mindre og mindre, vi kom højere og højere op. Helge og jeg diskuterede, at det var da vist forkert, vi havde da aldrig hørt om en Lido, der lå i flere hundrede meters højde - og selvfølgelig gjorde den ikke det. Vi endte på toppen af et bjerg i en lille by, hvor gaderne var så små, og hvor folk kom ud fra deres huse, for de havde bestemt aldrig set en camper i deres by. Der var kun et gøre og det var fremad, og det var vi jo vant til fra vor USA tur - men der var heller ingen steder, vi kunne vende. Efter at have lusket os frem gennem de små gyder. sprang jeg af og løb i forvejen for at undersøge, om der ville åbenbare sig en mulighed for at vende. Det gjorde der byen endte i et lille torv men først vi da revet en skinde af bagsiden af vognen da håndbremsen ikke kunne holde, da vi skulle stoppe for en modkørende bil. Camperen trillede baglæns og hang fast i en lille altan i første sals højde. Jeg hidkaldte to mænd og ved fakter og gebærden fik jeg gjort dem klar, at vi måtte skubbe camperen løs(det lød forfærdeligt) fra altanen og op ad bakken til det lille torv. Det kan nok være mændene gjorde store øjne, da jeg gamle kone tog têten i skubberriet. Det lød meget drabeligt, da vi endelig fik camperen løs og pøj hvor der stank af brændt gummi.
Nu skulle nedturen begynde, ville koblingen holde. Vi blev enige om, at jeg hellere måtte gå foran og dirigere chaufføren, så vi ikke endte i endnu en altan. Det vakte vist almindelig moro, da jeg gamle kone spankulerede foran kareten og dirigerede "lidt til højre, nej til venstre" og stoppede modgående biler, så de måtte bakke ud af byen for at den forrykte campist kunne forlade byen igen. Vi er helt sikre på, at nogle af de gamle kvinder, der kom frem i deres sorte gevandter, aldrig havde været neden for bjerget i den virkelige verden. Byens tidsregning går fremover fra den sommer, hvor en camper var i byen og den hang fast i en altan. Nå heldigvis var der kun tale om materiel skade, tænk hvis vi havde mast en gammel kone mellem bilen og altanen.Nå, som I kan se, er vi altså komme ned, og nu søgte vi ud mod havet (endnu en gang) Her stoppede vi på en plads, hvor vi overvejede at slå os ned for natten osse så bilens forskellige dele kunne køle af. Vi spurgte en mand,der hold på pladsen om der mon var en mekaniker i byen, så vi næste morgen kunne tjekke koblingen. Han var yder behjælpelig og da han hørte, vi var danske, steg hjæpsomheden og han fremdrog en pose "slik", som han stolt fortalte, at han virksomhed solgte dette til Danmark. Vi har posen i nogle butikker i Danmark. Han viste os hen til en campingplads, hvor vi har restitueret os idage. I morgen drager vi mod Brindisi for at smutte over på den anden side af Adriaterhavet.
Nu måtte vi jo se at komme videre. Italien lå jo og ventede på os. Vi fik lyst til en tur til Mafialand,Sicilien, vi måtte da se, hvad det er for noget, så vi smuttede til Reggio, hvor færgen på 50 min. bragte os til Messina. Hold da k..... en trafik, der var. Biler og veje i flere etager, og de kører som om, det der med blinklys eller fuldt stop bestemt ikke er noget, man benytter sig af. Vi erfarede osse, at vil man frem i Italien, gælder det om at køre på Autostradaen. Vi forsøgte os i første omgang med de små kønne veje langs kysten og gennem de små byer - men det gik bestemt ikke, vi fylder for meget i de små gader, og er der noget, der kan få Italienerne op på hornet, er det, hvis man ikke kommer væk i en fart, og så vejbelægningen på de mindre veje er vist på niveau med Albanien ( det tager vi overog tjekker, inden vi tager hjemad). Vi benyttede lejligheden til at bestige Etnas 3300 m. i en firhjulstrækker. Det er fantastisk at se, hvordan lavamasserne er væltet ned fra vulkanen - der sidst havde et større udslip i 1978, men den er aktivt hvert år i febr. - apr. måneder.
Vi gør flittigt brug af GPS, men i går fik den virkelig bragt os på afveje. Vi havde i vor bibel "Stellplatzer", fundet en dejlig plads ved en Lido. Efter færgetur fra Messina tilbage til fastlandet gik det nordpå til vort natlogi. Vi kørte og kørte vejene blev mindre og mindre, vi kom højere og højere op. Helge og jeg diskuterede, at det var da vist forkert, vi havde da aldrig hørt om en Lido, der lå i flere hundrede meters højde - og selvfølgelig gjorde den ikke det. Vi endte på toppen af et bjerg i en lille by, hvor gaderne var så små, og hvor folk kom ud fra deres huse, for de havde bestemt aldrig set en camper i deres by. Der var kun et gøre og det var fremad, og det var vi jo vant til fra vor USA tur - men der var heller ingen steder, vi kunne vende. Efter at have lusket os frem gennem de små gyder. sprang jeg af og løb i forvejen for at undersøge, om der ville åbenbare sig en mulighed for at vende. Det gjorde der byen endte i et lille torv men først vi da revet en skinde af bagsiden af vognen da håndbremsen ikke kunne holde, da vi skulle stoppe for en modkørende bil. Camperen trillede baglæns og hang fast i en lille altan i første sals højde. Jeg hidkaldte to mænd og ved fakter og gebærden fik jeg gjort dem klar, at vi måtte skubbe camperen løs(det lød forfærdeligt) fra altanen og op ad bakken til det lille torv. Det kan nok være mændene gjorde store øjne, da jeg gamle kone tog têten i skubberriet. Det lød meget drabeligt, da vi endelig fik camperen løs og pøj hvor der stank af brændt gummi.
Nu skulle nedturen begynde, ville koblingen holde. Vi blev enige om, at jeg hellere måtte gå foran og dirigere chaufføren, så vi ikke endte i endnu en altan. Det vakte vist almindelig moro, da jeg gamle kone spankulerede foran kareten og dirigerede "lidt til højre, nej til venstre" og stoppede modgående biler, så de måtte bakke ud af byen for at den forrykte campist kunne forlade byen igen. Vi er helt sikre på, at nogle af de gamle kvinder, der kom frem i deres sorte gevandter, aldrig havde været neden for bjerget i den virkelige verden. Byens tidsregning går fremover fra den sommer, hvor en camper var i byen og den hang fast i en altan. Nå heldigvis var der kun tale om materiel skade, tænk hvis vi havde mast en gammel kone mellem bilen og altanen.Nå, som I kan se, er vi altså komme ned, og nu søgte vi ud mod havet (endnu en gang) Her stoppede vi på en plads, hvor vi overvejede at slå os ned for natten osse så bilens forskellige dele kunne køle af. Vi spurgte en mand,der hold på pladsen om der mon var en mekaniker i byen, så vi næste morgen kunne tjekke koblingen. Han var yder behjælpelig og da han hørte, vi var danske, steg hjæpsomheden og han fremdrog en pose "slik", som han stolt fortalte, at han virksomhed solgte dette til Danmark. Vi har posen i nogle butikker i Danmark. Han viste os hen til en campingplads, hvor vi har restitueret os idage. I morgen drager vi mod Brindisi for at smutte over på den anden side af Adriaterhavet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar