I lørdags nåede vi byen Bountiful en forstad til Salt Lake City. Vore venner fra sidste år stirrede forbavset, da vi pludselig stod uden for deres dør. Gensynsglæden var stor - de havde dog ikke modtaget vores mail, som vi havde sendt for en lille uges tid siden, så de var rigtigt overraskede. Vi blev straks bænket hos dem, og skulle fortælle løst og fast om vor tur. De forslog, at vi tog ud for at se et tempel, der havde åbent hus. Det er meget sjældent, at man har mulighed for at komme indenfor i et tempel. Det var særpræget oplevelse - man kan undre sig over, hvor i al verden de får alle de penge fra til deres prangende templer.Det blev til en dejlig aften med en god snak - ikke mindst om mormonernes tro. De er vist dybt religiøse, eller også er det bare os danskere, der ikke tigtig, er vant til det der med Gud, bordbøn m.m. Helge og jeg fik os et billigt grin bagefter, thi Helge troede, at Neal ( de hedder Neal og Roberta) sad og talte til mig, så Helge pludrede lystigt videre, til jeg fik ham gjort opmærksom på, at det var bordbøn, der var på tapetet lige nu. Vi skulle endelig sove hos dem, så vi blev indlogeret i et dejligt værelse med eget bad og det hele. Søndag morgen tog de os til Tabernaklet, hvor der var TV transmission med Mormonkoret ( 350 mænd og kvinder)
Det var en oplevelse, af de helt store, vi var fuldkommen bjergtaget af musikken, lokalet og stemningen. Tårerne trillede ned af kinderne - det kan ikke forklares, men skal opleves. Bagefter var der rundvisning på Tempelpladsen af en dansk/svensk pige bl.a. så vi atter Thorvaldsens statue "den hvide krist" og hvad mere jo et kæmpe maleri af Carl Bloch - jo vi danskere har gjort os bemærket ude i den store verden. Iøvrigt var Neals slægt fra Bornholm. I øvrigt hed familien Anker Kofoed - så hvem ved , måske er ham der Anker Kofoeds slægt. Turen gik via det ny konferencecenter med en sal der kunne rumme 40.000 mennesker. Oppe taget var der lavet et landskab både som prærie og som en dal i Utah. For at bygningen skulle kunne bære alle jorden til planterne, havde man varmet jorden op til 1200 graden, så den nærmest blev til popkorn og derfor ikke vejede så meget. Ja, de kan de amerikanere. Vi så templet.
Om eftermiddag skulle familien i templet i tre timer. Vi benyttede lejlighede til at køre en tur til Salt Lake, det er næsten lige så salt som det døde hav. Det var ikke rigtigt badevejr - men lyn og torden. Vel tilbage var der middag hos Neal og Roberta og tre af deres fem børn 6 af deres 14 børnebørn var kommet for at hilse på. Aftenen gik med diskussion om religon, og Neal troede vist, at han var ved at få omvendt Helge - men det går vist ikke så let. Kl. 23. kravlede vi til køjs, vi skulle jo videre næste morgen. Morgenmad i USA er lidt for sig. Mormoner indtager jo hverken kaffe eller te, så vi hentede vores nescaffe, og lavede kaffe fra varmt vandshanen.
Det var en oplevelse, af de helt store, vi var fuldkommen bjergtaget af musikken, lokalet og stemningen. Tårerne trillede ned af kinderne - det kan ikke forklares, men skal opleves. Bagefter var der rundvisning på Tempelpladsen af en dansk/svensk pige bl.a. så vi atter Thorvaldsens statue "den hvide krist" og hvad mere jo et kæmpe maleri af Carl Bloch - jo vi danskere har gjort os bemærket ude i den store verden. Iøvrigt var Neals slægt fra Bornholm. I øvrigt hed familien Anker Kofoed - så hvem ved , måske er ham der Anker Kofoeds slægt. Turen gik via det ny konferencecenter med en sal der kunne rumme 40.000 mennesker. Oppe taget var der lavet et landskab både som prærie og som en dal i Utah. For at bygningen skulle kunne bære alle jorden til planterne, havde man varmet jorden op til 1200 graden, så den nærmest blev til popkorn og derfor ikke vejede så meget. Ja, de kan de amerikanere. Vi så templet.
Om eftermiddag skulle familien i templet i tre timer. Vi benyttede lejlighede til at køre en tur til Salt Lake, det er næsten lige så salt som det døde hav. Det var ikke rigtigt badevejr - men lyn og torden. Vel tilbage var der middag hos Neal og Roberta og tre af deres fem børn 6 af deres 14 børnebørn var kommet for at hilse på. Aftenen gik med diskussion om religon, og Neal troede vist, at han var ved at få omvendt Helge - men det går vist ikke så let. Kl. 23. kravlede vi til køjs, vi skulle jo videre næste morgen. Morgenmad i USA er lidt for sig. Mormoner indtager jo hverken kaffe eller te, så vi hentede vores nescaffe, og lavede kaffe fra varmt vandshanen. Det var lidt trist at skulle sige farvel, vi var virkelig kommet til at kende disse pragtfulde mennesker - omend de med deres tro var ret så forskellige fra vores - ´men det er jo charmen ved at rejse og ved at møde andre mennesker. Vi satte kurs sydpå og i skrivende stund, sidder vi på en dejlig campground og skal til at nyde en gang rejer. Det er dog ret så besværligt at få fat på en flaske hvidvin, så vi må nøjes med øl til maden og så til køjs for at blive klar til morgendagens oplevelser.
Nå, vi fik ikke lagt dagens tekst ud på nettet, så I får lige en sidstehilsen, inden vi sætter kurs mod Lake Powel, som ligger på grænsen mellem Utah og Arizona. Vi har nydt en dejlig morgenmad med kaffe, grapefrugt, blødkogt æg og det hele. Helge har fået kikket på vor gasforsyning, som vi har været lidt usikre på, men det ser nu ud til at virke.
Nå, vi fik ikke lagt dagens tekst ud på nettet, så I får lige en sidstehilsen, inden vi sætter kurs mod Lake Powel, som ligger på grænsen mellem Utah og Arizona. Vi har nydt en dejlig morgenmad med kaffe, grapefrugt, blødkogt æg og det hele. Helge har fået kikket på vor gasforsyning, som vi har været lidt usikre på, men det ser nu ud til at virke. Her har vil Helge i en gammel indianerhule med vægmalerier.
